fbpx

Sidst i oktober kunne de heldige deltagere på Dansk Selskab for Psykosocial Rehabiliterings årlige konference i Vejle opleve fotoudstillingen Værdighed og bolig, hvor mennesker med psykiske vanskeligheder gribende og lærerigt skildrer deres hverdagsliv, håb og følelser af værdighed, der hvor de for tiden bor. Udstillingen i Vejle blev rost til skyerne, og vi synes, mange flere mennesker rundt om i landet skal have mulighed for at se og blive bevæget af den ekstraordinære samling af fotografier, som konkurrencedeltagerne modigt har valgt at dele med os.

Derfor tilbyder vi nu at udlåne hele fotoudstillingen Værdighed og bolig. Skriv til info@psykosocialrehabilitering.dk, hvis du ønsker at låne udstillingen eller har et forslag til et godt udstillingssted. Hjælp os med at udbrede de her væsentlige fotografiske historier.

Herunder kan du læse et uddrag af fotokunstner og projektleder Henriette Lykkes tale ved præsentationen af udstillingen i Vejle d. 24. oktober 2019.

Det er meningsfuldt at stille os selv spørgsmålet: “Hvem er de raske, og hvem er de syge?”. Hvem er det, der definerer det og bestemmer det? Er der skyggesider nogle tør møde, hvor andre frygter det? Er der noget, nogle er bange for at skjule, hvor andre viser deres sårbarhed?

Kunne vi bare et øjeblik forestille os at “rask” og “syg” ikke eksisterede? At vi kunne være fri for disse begreber eller domme? I hvert tilfælde bare, mens jeg viser et udsnit af de indsendte fotografier til fotokonkurrencen og fotoudstillingen Værdighed og bolig.

Måske I allerede har bemærket nogle af de udstillede fotografier, som modige mennesker har sendt ind.

Hvad er “værdighed”? Hvad er det, vi sætter pris på, og det, der kan redde os? Midt i et tomrum. Midt i intetheden, hvor alt er uden forsvar. Et angsttankemylder. Ud af det mylder formes en refleksion: “Er jeg god nok, som den jeg er? Hvorfor mig? Hvorfor dig?” Rejse sig op fra støvet. Lære af begrænsninger. Udvikles af modgang. Tør vi? Kigge ind og gå ud i en hård og stresset verden. Hvor det, der stadig fylder dagsordenen er magt, penge og egoisme. Kender du dit livs formål, og kan du spejle dig i et andet menneskes historie? Lærer noget, blive bevæget af en ændret tilstand i andet menneskes sind?

Kig på disse fotografier og ord med åbenhed, som var det første gang I så et fotografi.

I dets nøgenhed. I dets ærlighed og i det afslørende sekund.

Hvordan skaber vi værdighed for det enkelte menneske i en verden, der ikke altid er indstillet på det, ikke kan eller vælger at prioritere anderledes? Hvordan kan vi forbedre boligforholdene, hvordan kan vi gøre vejen til recovery bedre? Hvor er skønheden blevet af? Æstetikken? Det autentiske møde? Mere personale, forhåbentlig med en holistisk tilgang, mere kreativitet og flere udtryksmuligheder?

Dette fotomateriale viser intet fra  forældre og pårørende, noget vi appellerede til i oplægget til fotokonkurrencen. Hvor er de hjem med skrald og beskidte tallerkener og hvor er manden på bænken, der ikke har et hjem? Det er klart, der er tabu indenfor dette tema og mennesker vi ikke har kunnet nå. Det manglende materiale fortæller også en historie.

Nu vil jeg vise jer fotografier fra de tre vindere:

 

Vinder: My-Mirah Bjørg Eluna Andersen

My-Mirah Bjørg Eluna Andersen, “Skyggerne”

My finder værdighed på bostedet Kammergave, hvor hun har mulighed for at være tæt på kalve, køer og katte. Det skinner igennem billederne, at der er et følgeskab og en forbundethed med dyrene og naturen. Hun lægger ikke skjul på sine egne skyggesider og beskriver dem med en ligefrem ærlighed.

My fortæller om “Skyggerne”: ”Jeg har været forfulgt af skygger i årevis, og i mørket slugte de mig, men i lyset tegner de mit omrids op, og se, jeg findes, som mig og den jeg er… – betydning på min egen eksistens… Billedet er fotograferet på vejen udenfor hvor jeg bor, vejen over mod stalden, min kat Prinsen følger mig… – igen, dyr er en stor del af min oplevelse af vær-dig-hed…”

My-Mirah Bjørg Eluna Andersen, “Kalven soler sig i frihed”

My om “Kalven soler sig i frihed”: “En aftenstund – lyset gør vores skygger lange, men rør os samtidig blidt… mig og kalven… porten mod det fri står åben, altid åben, samtidig med vi får den hjælp vi behøver, og mødes det sted hvor skyggerne ikke gør os fortræd… Kostalden på bostedet Kammergave, hvor en kalv i forårsaftenen var løbet ud…  jeg mødte den, og hjalp den ind igen… Jeg er med til at passe disse nyfødte kalve, og også deres mødre, og det giver mig så meget vær-dig-hed.

Jeg ELSKER at der dyr her hvor jeg bor..”.

Dommer Sofie Amalie Klougart udtaler om My og “Skyggerne”: “Selvportrættet er måske den allervanskelige undergenre i fotografiet. Den er på den ene side insisterende, påtrængende og standhaftig, og på den anden side sårbar og skrøbelig. Sårbar fordi kunstneren selv sætter sig til skue og så direkte lader sig møde af andres blikke og forestillinger. Insisterende fordi beskueren netop møder et menneske uden undskyldninger eller forbehold. Denne kontrast er uhyre svær at arbejde med men også særlig stærk, når det lykkes. Og det gør vinderbilledet. Skyggerne formår på en elegant vis, både at være et selvportræt, men også en beskrivelse af en tilstand. Det er personligt, uden at være selvudleverende. Det stiller flere spørgsmål end svar. Den enkle idé og det afmålte inderlige. Det skal honoreres.”

 

Vinder nummer 2: Marianne Ruth Kristensen

Marianne Ruth Kristensen, “Fars sutsko”

Marianne Ruth Kristensen er den eneste i konkurrencen, der er pårørende. Pårørende til en afdød psykisk syg far, hvor hun som voksen tager tilbage til sit barndomshjem og fotograferer det forfald, og fraværet af værdighed, hun har mærket i sin barndom, er således også vejen til at komme fri i fra det i hendes voksenliv. En meget poetisk og rå skildring af fraværet af værdighed.

Marianne fortæller: “De fotografier, jeg indsender, stammer alle fra mit barndomshjem i det nordlige Vendsyssel, hvor min psykisk syge far boede, efter jeg var flyttet hjemmefra. Fotografierne er alle taget en vinterdag i 1998.

Marianne Ruth Kristensen, “Billede over spisebord – “Herre hjælp mig””

Far
Jeg elskede så dybt

og hadede så inderligt
Nært forbundne
Umulig at slippe?
En kompliceret affære …

My beloved fathers wretched existence. Ordet ’wretched’ er dækkende for min oplevelse af min far og hans bolig/mit barndomshjem. ’Wretched’ i betydningerne: “ulykkelig, sørgelig, stakkels, elendig, kummerlig, ussel, ynkelig, jammerlig, sølle, fortvivlende, modbydelig, nederdrægtig.”

Far, du lader alt stå til gennem de fjorten år, mor er syg og døende. Din psykiske lidelse bliver værre og værre. Din selvrespekt ebber langsomt men sikkert ud. Til sidst er forfaldet, både det menneskelige og materielle, eklatant – og værdighedsberøvelsen fuldkommen. Jeg væmmes og skammer mig over dig, mit hjem, mit rodnet samtidig med, at jeg elsker dig og det. Bærer og bakser med stærke, voldsomme, modsatrettede indre og ydre spændinger. Nu, godt tyve år efter jeg fotograferer dit og mit hjem og ti år efter du døde, slipper skammen sit tag”.

Marianne Ruth Kristensen, “WC – væg – og gulv”

Dommer Søren Solkær udtaler: “En meget modig og helende serie, hvor kunstneren konfronterer sin dybe skam og sine barndomstraumer i en serie maleriske detaljer fra sit barndomshjem. Faderen oplevede et komplet tab af værdighed men barnet/kunstneren genopretter denne med en stærk sammensætning af tekst og billeder. Billederne har en smuk afdæmpet farvepallette men er samtidig hjerteskærende hårdtslående i den trøstesløse og desperate verden, den afbilder – altsammen fortalt med en stille poesi.”

 

Vinder nummer 3: Carolina Delf

Carolina Delfs, “Hjemve i egen krop”

Carolina Delfs har indsendt en sort/hvid serie med tre polaroidfotografier og en poetisk tekst. Selvportrætter taget på den lukkede afdeling i en klinisk hospitalsseng, hvor det sort hvide univers fremstår kontrastfyldt og hårdt.

Carolina:

“Uroen bobler i min krop
De hvide lagner bevæger sig med mig
I det hvide rum, søger jeg ind ad
Prøver at finde et hjem

Hele rummet omslutter mig
Jeg er i en psykose
Alt flyder sammen, sindet overgår fornuft
Min sort/hvide krop bevæger sig i et usynligt kaos”

Carolina Delfs, “Hjemve i egen krop”

Dommer Søren Solkær siger: “En sindsoprivende serie om ikke at kunne finde hjem i sig selv. Serien stiller kun spørgsmål – men giver ingen svar. Det er lykkes at fotografere det, der ikke kan ses, opleves eller siges. En kvindehånd rækkes ud og giver mig muligheden for at føle et medmenneskes desperate lidelse og kamp for at finde roen og kernen i sit eget sind.”

Carolina Delfs, “Hjemve i egen krop”

Vinderne i fotokonkurrencen Værdighed og bolig har formået at skildre værdighed på tre meget forskelligartede måder og repræsentere et bosted, et barndomshjem og et værelse på en lukket afdeling. Alle tre prøver at finde værdighed eller værdige udtryk for deres livssituation. Jeg er meget stolt over at have været igennem denne proces, for til sidst at stå på Dansk Selskab for Psykosocial Rehabiliterings konference og overrække præmierne til de tre vindere. Tak.

Fotokunstner og projektleder Henriette Lykke

Læs også:

Interview med Henriette Lykke om fotoudstillingen