Besvarelse af: Sussi Malene Jacobsen
Redigeret af: Ida Kathrine Dahl
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser, de steder hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Meget blandet. Det kommer jo an på, hvem man møder. Da jeg blev patient i psykiatrien, var jeg meget desperat, for jeg havde henvendt mig hos lægen flere gange, på kommunen og endda i Distriktspsykiatrisk Center i forhold til at få noget hjælp, så jeg sagde bare ja til alt, da jeg mødte en der lod til at kunne hjælpe mig. Det var virkelig en dårlig beslutning, da jeg endte med at få en forkert diagnose (paranoid skizofreni) samt bruge mange år af mit liv på at tage medicin, som ikke hjalp mig.
Jeg har samlet set været i forbindelse med psykiatrien i ca. 23 år, med 10 år som svingdørspatient. Jeg er i princippet ikke modstander af hospitalspsykiatrien. Det tror hospitalspsykiatrien nok, at jeg er, når jeg nogle gange udtaler mig. Jeg ved ikke helt, hvor jeg står i det hele. Jeg har som sådan aldrig rigtig set problemer i diagnoser – og jeg er heller ikke modstander af medicin.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Når man kommer og har det rigtig dårligt, er de, der møder én, ikke altid venlige og im
ødekommende. Jeg er ofte, i krisesituationer, blevet placeret på en stue alene frem for at blive hjulpet. Jeg oplever en manglende nysgerrighed i forhold til, om man kunne have brug for at tale om det svære. I stedet har jeg oplevet at der overvejende har været fokus på at udfylde skemaer og tale om symptomer. Så man ender med at være efterladt med det svære selv.
Jeg har oplevet, at medarbejderne har haft den forståelse, at patienterne skal passe sig selv, og at de bare kan komme, hvis der er noget. Samtidig har min mand observeret personale sidde inde på kontoret og sige, at de kedede sig. Jeg har også oplevet at blive ignoreret i tilfælde, hvor jeg endelig har taget mig sammen og opsøgt en medarbejder. Derfor stoppede jeg med at henvende mig. Jeg har prøvet at have en aftale om tilsyn hver halve time, og nærmest ikke se min kontaktperson hele vagten.
Men jeg har faktisk oplevet det, der var værre. Engang havde jeg det så dårligt, at jeg bankede hovedet ind i væggen. Der var nok tre medarbejdere til stede, og den ene sagde: “Lad hende bare. Så længe der ikke sker os eller tingene noget”. Den anden sagde “Det kan være, der falder noget på plads”. Dengang var jeg så dårlig, at jeg fortrængte det. Men det sidder i en – den der følelse af at være mindre værd end inventaret på et psykiatrisk afsnit.
I forhold til medicin hedder det sig nok, at jeg har taget det frivilligt i de næsten 20 år, jeg fik det. I starten håbede jeg da også på et ”quick fix”, men fandt med tiden ud af, at sådan et ikke findes, og at medicinen overhovedet ikke hjalp. Jeg har oplevet medarbejdere konstatere, at noget medicin, jeg IKKE havde taget, virkede. Det eneste medicinen gjorde for mig var, at jeg sov 12-16 timer i døgnet og endte med at tage 80 kg på. Medicinen slog mig simpelthen ud, samtidig med at jeg ingen behandling fik, når jeg var vågen. Jeg kom lynhurtigt på førtidspension, og har spildt over 20 år af mit liv på en forkert behandling. Med medicinen får de en rolig patient, ikke en velbehandlet.
I psykiatrien er der overvejende fokus på at patienterne skal overleve fremfor at leve og finde mening i livet. Det de tilbyder er; medicinsk behandling, kognitiv adfærdsterapi, dialektisk adfærdsterapi og kriseplaner. Jeg fik det værre og værre af behandlingen, men i psykiatrien valgte de at fortsætte. Måske fordi der ikke var andet i værktøjskassen. Einstein har sagt at: “Sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater”. Det er jo lige præcis det, jeg føler psykiatrien gør.
I psykiatrien har jeg ofte hørt, at patienter med skizofreni ikke kan tåle at bearbejde deres traumer, og patienter med skizofreni ikke kan få behandlingsforløb for PTSD. Selvom det faktisk er påvist at have en god effekt.1 Jeg oplever det som meget problematisk, at man har så lidt fokus på traumebehandling i psykiatrien og stiller mig, som Malene Eiberg, spørgende; Når nu selvskaden altid bunder i en eller anden form for traume, hvorfor fokuserer vi så ikke mere på traumet – og ikke så meget på al muligt andet, vi kan gøre for at aflede?2
Psykiatrien er ikke et sted man får selvtillid. Man fokuserer jo kun på alle de ting patienterne ikke kan finde ud af, og alt hvad der er i vejen. Når man så – som jeg – læser sin journal, har man sort på hvidt, hvor ringe man er.
Det dårligste ved psykiatrien er alle de “adgangskrav”, der er for at få behandling/hjælp. Her er diagnoser simpelthen det dummeste. Man skal have en diagnose, før man kan få hjælp. Men ofte kan man ikke få hjælp til det, man har brug for. Fx kan man ikke få hjælp til at arbejde med sin overvægt, når man har skizofreni, man kan ikke få traumebehandling osv.
Det skal ikke forstås sådan, at jeg går op i diagnoser. Men i System Danmark er en diagnose – og den rigtige diagnose – vigtig. For det har indflydelse på, hvilken behandling du kan få – og det har måske endda indflydelse på, hvordan du bliver behandlet (som menneske).
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
Jeg har været på et godt afsnit i psykiatrien, hvor de rummede mig, ydede omsorg for mig, kæmpede for mig, tænkte ud af boksen og jeg kunne blive ved. Når jeg læser min journal derfra, kan jeg læse at ikke blot mine faste kontaktpersoner – men en stor del af det faste personale, skriver om hvor hårdt jeg kæmper. Det fyldte mig virkelig med varme. De så min kamp!
Jeg har oplevet at én enkelt person kunne gøre det tåleligt at være indlagt, og måske hjalp personen også til, at det øvrige personale så mig i et lidt andet lys. Hun var nemlig typen, der ikke skældte mig ud og bebrejdede mig alt muligt, når jeg havde selvskadet. Så jeg takkede hende for ikke at skælde mig ud. Hun svarede, at hun ikke kunne ikke se nogen grund til at skælde ud.
Jeg havde på et tidspunkt en læge som læste og gennemgik en bog med mig om metakognitiv terapi, som jeg selv gerne vil lære noget mere om. Vi havde en række samtaler med fokus på den metakognitive tilgang.
Der var også den slags læger, der fx deltog i rundbold eller trampede rundt med én ude i haven, fordi man skulle groundes. Der var de læger, der var empatiske og forstående – der var endda hende, der kunne rumme alle mine traumer fra psykiatrien – og så var der de læger, der fik mig til at føle mig forkert. Men dem kan jeg faktisk takke, for selvom de også ramte forkert diagnosemæssigt, så fik de mig da til at indse, at noget var galt med den diagnose.
Jeg var kortvarigt på et bosted, men det var ikke lige mig – tror jeg – selvom den gode afdeling i psykiatrien sendte mig godt afsted og talte med personalet der, om hvem jeg var osv. Det samme gjorde de dengang, jeg skulle starte på job med løntilskud på en lille café under § 104 – de tog simpelthen med de to eller tre første gange, jeg skulle derhen. Det var mere end man kunne forvente, tænker jeg.
Jeg kan desuden godt se, at en indlæggelse kan være godt for familien, når man har det meget dårligt og er meget selvskadende. Da de så ved, at der ikke kan ske én noget.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Jeg havde på et tidspunkt en åben dialogisk samtale i socialpsykiatrien, hvor nogle fra min familie også deltog. Det var rigtig givtigt.
Jeg har nu fået nye diagnoser hos en privatpraktiserende psykiater, som jeg selv har betalt for, da psykiatrien ikke ville udrede mig igen. Da jeg fik de nye diagnoser, fik jeg at vide i Landspatientregistret, at det var psykiatrien, der skulle indrapportere mine nye diagnoser, så jeg sendte dem epikrise fra den selvbetalte psykiater. Men jeg fik at vide, at de ikke anerkendte mine nye diagnoser. Da jeg bad dem bekræfte, at de ikke ønskede at hjælpe mig med behandling, skrev de, at de alligevel gerne ville hjælpe mig. Jeg blev så glad. Men den hjælp, de kunne tilbyde, var den samme som jeg har fået de sidste 20 år, og som jeg kun har fået det tiltagende værre af. Psykiatrien er p.t. i gang med at ændre min diagnose med afsæt i den nye udredning.
Lige nu har jeg nogle rigtige gode (i hvert fald søde) bostøtter, selvom den ene måtte melde fra, da det blev for meget med suicidalforsøg lige op til, jeg fik mine nye diagnoser og kom på ADHD-medicin, som har fjernet min impulsivitet. Inden da havde jeg næsten et suicidalforsøg om måneden. Jeg har søgt kommunen om paragraf 102 og fået afslag. Jeg har også søgt om paragraf 85 og udelukkende fået tildelt bostøtte, selvom jeg også har søgt om psykoedukation. Sagsbehandleren har hjulpet os med en klage, som blev afvist. Vi er bare så nedslidte både min mand og jeg. Ja faktisk hele min familie. Det er virkelig svært at skulle blive ved med at kæmpe.
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.).
Jeg har ikke så meget styr på paragraffer, men DPC, OPUS, FACT, OP-team, Akutteam, §85, §104 (socialpsykiatrien/værested/café, en non profit NGO med driftstilskud fra Københavns kommune), hospitalspsykiatrien, §110 (som gæst på natherberg/café), § 83/85/86/87 (bostedet).
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
Referencer:
2 Fra PsykInfo: 6. juni 2024 – Livestream: Bliv klogere på selvskade https://www.psykiatri-regionh.dk/Psykinfo/psykInfo-live/Sider/default.aspx
Medvirkende: Malene Eiberg, psykiatrisk sygeplejerske og Ph.d. studerende deler den nyeste viden og svarer på spørgsmål fra salen.
