Den Flyvende Gris
Den Flyvende Gris – Danmarks Psykosociale RehabiliteringsprisDen Flyvende Gris – Danmarks Psykosociale Rehabiliteringspris uddeles til en person/gruppe eller en offentlig/privat organisation eller institution, der yder en særlig, nytænkende og bemærkelsesværdig indsats indenfor det psykosociale rehabiliteringsfelt. Prisen har til formål at rette fokus på psykosociale rehabiliteringsindsatser, som er gået foran i arbejdet og kan inspirere til kvalificering af feltet i Danmark.
Ved uddeling af prisen lægges der vægt på indsatser, der på kreative og effektive måder styrker og fremmer følgende elementer i indsatserne:
- Recovery-orientering
- Social inklusion
- Empowerment
- Partnerskaber
- Helhedsorientering og tværfagligt samarbejde
- Praksisforskning og dokumentation
- Afstigmatisering
Prisen er stiftet af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering i 2012 og består af skulpturen “Den flyvende gris”. Skulpturen symboliserer håbet om recovery og en værdig psykosocial indsats.
”Den flyvende gris” er udført af Taani Kader. Taani er uddannet på Århus Kunstakademis skulpturlinie i 2002 og har arbejdet professionelt med portrætbuster i mange år.
Bedømmelseskomiteen består af selskabets formand og næstformand samt repræsentanter fra fagfeltet.
Vi uddeler Den Flyvende Gris 2023 under konferencen Fra Afstand til nærhed. Traumeforståelse, professionelle roller og kreative fællesskaber d. 26.-27. oktober i Torvehallerne, Vejle.