Besvarelse af Pernille Søndergård Frandsen
Redigeret af Ida Kathrine Dahl
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser, de steder hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Jeg har mødt en psykiatri i nogenlunde trivsel og en psykiatri i massiv mistrivsel.
Som ung, sidst i 80erne og først i 90erne, mødte jeg en psykiatri, hvor hovedformålet syntes at være, at hjælpe mig med at forstå og håndtere mine mange svære følelser og tanker og så ellers få mig sluset hurtigt muligt ud i virkeligheden igen.
Som voksen i 2009 mødte jeg en psykiatri, hvor hovedformålet syntes at være at få mig overbevist om, at mine mange svære følelser og tanker var symptomer på sygdom, som skulle behandles med medicin og elektrochokbehandlinger.
Jeg har erfaring med hospitalspsykiatrien, og har været indlagt på åbne og lukkede afdelinger.
For at man forstår, hvorfor jeg har en oplevelse med psykiatrien, kan jeg fortælle, at de første kapitler af mit liv har været præget af seksuelle overgreb, omsorgssvigt og ensomhed.
Jeg udviklede tidligt i livet angst, og jeg har kendt til selvmordstanker, siden jeg var ganske lille. Tankerne var nødudgangen, når det hele blev for svært. En måde at deale med det ubærlige på.
Der var trøst i tanken om, at det altid var muligt at dø.
Jeg søgte desperat efter kærlighed og anerkendelse, men blev som oftest afvist og sendt væk. Det blev smerteligt svært for mig at stole på ægtheden i relationen til andre.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Tilbage i 80erne var der ikke samme fokus på diagnoser og medicin som i dag, men der manglede et efterværn, hvor jeg fik muligheden for at bearbejde de seksuelle overgreb.
Jeg tror, det ville have haft en afgørende betydning, hvis jeg havde fået mulighed for at arbejde med overgrebene dengang samt hjælp til at få overgrebsmanden dømt.
I 2009 blev mine reaktioner, på en voldsom episode på min arbejdsplads, betragtet som symptomer på sygdom, som skulle behandles med medicin og elektrochokbehandlinger.
Jeg var 39 år. Godt i gang med livet; med kæreste, barn, hund, hus, bil og fremtidsdrømme. Jeg havde arbejdet ti år på en døgninstitution for udsatte børn og unge, da jeg pludselig blev centrum for en ung mands afmagt.
Fysisk led jeg ikke overlast, men psykisk var jeg nedlagt.
Splitten til min fortid blev trukket, og alle mine forsvar splintredes. Angst fossede ud i alle mulige afskygninger. Jeg fik selvmordstanker, kunne ikke sove og farede sammen ved uventede lyde. Jeg var udmattet, stresset og ulykkelig.
Efter den voldsomme hændelse holdt jeg orlov fra mit arbejde og tog en uddannelse, som jeg afsluttede med rene 10- og 12-taller. Da jeg kom tilbage på arbejdspladsen, fik jeg det igen dårligt. Min læge henviste mig til psykiatrien, hvor jeg blev diagnosticeret med moderat depression, indlagt og medicineret for depression og angst.
Jeg tilbragte de første dage i sengen, hvor jeg skiftevis græd og sov. Jeg følte mig så ensom og efterladt.
Der opstod en kædereaktion hos lægerne i forsøget på at hjælpe mig, og efter 6 dage blev jeg opstartet med ECT-behandlinger.
Jeg var kognitivt meget påvirket af ECT og de stoppede efter 12 behandlinger, da det vurderedes ikke at have effekt på min depression.
Min mand var under forløbet blot tilskuer til hele balladen. Han blev ikke taget med på råd og anede ikke, jeg skulle have ECT-behandlinger. Det havde været godt, om han havde været med til den beslutning, for jeg var ikke selv i stand til at forstå, hvad der skete omkring mig, b.la. fordi jeg var så påvirket af medicinen.
Vi var samtidig forældre til en lille pige på 6 år. Ingen af os var klædt på til at præsentere hende for den her nye virkelighed, hun skulle være en del af.
Som følge af ECT-behandlingerne og medicinen, fik mit sind ukendte dybder og højder, og jeg blev efter en del usikkerhed diagnosticeret bipolar. De afprøvede mange forskellige typer psykofarmaka, og ingen af dem havde positiv effekt.
Når jeg adopterede ideen om, at jeg var syg, og tog den stemningsstabiliserende og antipsykotiske medicin, blev jeg rost for at være den gode patient. Men ligesom ECT-behandlingerne hjalp medicinen mig ikke. Den gav tværtimod alvorlige bivirkninger i form af ekstrem træthed, osteklokkefornemmelse, vægtøgning og varige tandskader. Når jeg alligevel accepterede sygdomsforståelsen, var det nok nærmere udtryk for, at jeg desperat søgte efter at blive mødt.
Efter 2½ år i psykiatrien blev jeg udredt for de kognitive skader, jeg havde fået af ECT-behandlingerne. Den bipolare diagnose blev sat i remission (det har den været siden).
Psykiatrien vurderede, i deres sidste notat om mig, at jeg havde meget svære kognitive forstyrrelser bl.a. i form af hukommelsesproblemer. Jeg havde tidligere været rigtig god til engelsk, hvilket jeg stort set ikke kunne mere, og jeg kunne ikke huske minder fra tidligere. Et af de største tab var erindringen om min datters fødsel, der endnu ikke er kommet tilbage til mig den dag i dag.
De vurderede, at mit erhvervsmæssige funktionsniveau var reduceret til en ubetydelighed og skønnede dette som permanent. – Det skønnedes som urealistisk, at jeg igen ville kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.
Jeg fik førtidspension.
Sammenlignet med det liv jeg havde inden, jeg kom ind i psykiatrien og det niveau, jeg afsluttede min uddannelse på, var den melding et stort slag.
Jeg synes, det er så uværdigt og stigmatiserende, at man, i en tilstand af totalt kollaps, stærkt medicineret og afhængig af hjælp, bliver behandlet med så risikofyldt behandling som ECT samt diagnosticeret for sin adfærd i en journal, der følger én resten af livet. – Det skaber både vrede, utryghed og mistillid hos mig.
Jeg får også lyst til at nævne de fysiske rammer i psykiatrien. Det var som om, alt liv var trukket ud af stedet. Der var intet, der kunne stjæle opmærksomheden fra de mørke tanker. Ingen farver, ingen natur, ingen musik, ingen ting man kunne få lyst til at give opmærksomhed. Det var dræbende uinspirerende.
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
Det var en stor hjælp, at jeg for en stund fik mulighed for at trække mig selv ud af ligningen og slippe alle forpligtelser, da jeg fik tilbudt et værelse og en seng. Jeg trængte til ro, og den første cocktail medicin slog mig omkuld, så jeg fik sovet for første gang i lang tid.
Personalet, der var omkring mig, var søde og omsorgsfulde.
Samspillet mellem patienterne og portørerne var særligt opmuntrende og mindede om det liv, jeg havde før.
Det var positivt, da en psykiater endelig efter 2 år så bag om mine symptomer og fik øje på, hvor stor skade jeg havde taget af ECT-behandlingerne, og hvor stor indflydelse min historie havde på min depressive tilstand.
Hun afsluttede mig i psykiatrien og sørgede for, at jeg fik tilbudt hjælp i form af genoptræning hos et kommunalt hjerneskadeteam.
Jeg kom ud af psykiatrien og ud af medicinen. Selvom gamle følelser som selvmordstanker, angst og depression larmede i mig igen, så var det trods alt følelser, jeg havde kendt hele mit liv og en langt bedre tilstand end den tilstand medicinen efterlod mig i.
Den største gevinst var, at jeg blev kæreste og mor igen. I takt med genoptræningen og de mange samtaler med ergoterapeuterne blev jeg mere og mere selvstændig.
Hvordan er din oplevelse med bostedsområdet?
Jeg blev anbragt som ca. 13-årig på et børnehjem. Det forlyder sig, at jeg opførte mig uartigt. Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle stille op med min adfærd. De havde opsøgt min læge, fordi jeg ofte klagede over ondt i maven. Lægen mente dog, jeg blot var opmærksomhedssyg, så mine forældre søgte hjælp hos kommunen, og deres løsning var at fjerne mig fra min barndomsgade på landet og flytte mig ind til storbyen.
Jeg var så ulykkelig og bange, men der var ingen, der så det. De så blot et barn uden for rækkevidde.
Der var ingen opsyn på børnehjemmet. Forstanderen var en skrap alkoholiseret dame og pedellen (eller hvad han var) ragede på de unge piger, så snart han fik lejligheden til det.
Jeg reagerede med vrede og negativ opmærksomhed blev bedre end ingen opmærksomhed – når jeg stak af, råbte eller slog, så rettede alles øjne på mig – når jeg græd, så ingen til min side.
Efter en indberetning fra en bekymret borger blev jeg flyttet til et værelse i et ungdomsmiljø med andre skæve unge. Det var ikke sundt, men der var kærlighed, og der var forståelse for forskelligheder.
Hvad har været problematisk for dig på bostedsområdet?
Jeg blev revet ud af mit hjem, væk fra mine forældre, væk fra mine venner, og det jeg kendte. Ingen talte med mig om, hvorfor jeg skulle væk fra mine forældre. Jeg husker det som om, alle de voksne prøvede at overbevise mig om, at det var bedst for mig, hvis jeg kom væk; at det ikke var for at straffe mig, men for at hjælpe mig.
Jeg kæmpede med så mange modstridende tanker og følelser. Jeg forstod det ikke, for det eneste jeg følte var, at jeg blev straffet. At jeg var problemet.
Det gav mig en følelse af at være u-elskelig og uønsket.
Den følelse blev fodret ved, at ingen så på mig, rørte ved mig eller talte til mig. Jeg troede helt oprigtigt på, at jeg var et forfærdeligt menneske ingen kunne holde af.
Jeg begyndte også at tro på, at det var min egen skyld, at jeg var blevet udsat for seksuelle overgreb. Jeg skammede mig helt ubeskriveligt. Skammen blev en følelse, som endte med at forfølge mig igennem livet.
Jeg troede også, det var mig, der var problemet, i den periode hvor jeg blev flyttet rundt på 7 til 9 forskellige skoler.
Alle de skolelærere og pædagoger, jeg har mødt, har lidt af berøringsangst.
Jeg lærte, at man ikke kunne stole på voksne, og at verden var ond.
Hvad har været hjælpsomt på bostedsområdet?
At min bror valgte at flytte med. Det var det eneste der skabte genkendelighed og tryghed for mig.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Jeg tror, jeg var 16/17 år gammel, da en ældre betjent tog sig af mig og fik mig flyttet væk fra det usunde miljø.
Han så krummer i mig, jeg ikke selv havde fået øje på endnu. Det blev starten til et nyt liv med uddannelser, venner, kærester og job.
Jeg har klaret mig ret godt i livet, i hvert fald indtil barndommens spøgelser i 2009 pustede mig i nakken og psykiatrien ikke, lige så lidt som jeg selv, kunne holde mine reaktioner ud.
Det, der efterfølgende har været afgørende for min livskvalitet, var:
Hjerneskadeteamet der tålmodigt hjalp mig tilbage til hverdagen, som jeg på det tidspunkt ikke længere kunne kende.
En privatpraktiserende psykolog, der turde være i angsten og selvmordstankerne sammen med mig, og som hjalp mig med at bearbejde min oplevelse med psykiatrien.
CSM (Center for Seksuelt Misbrugte) hvor jeg, for første gang i mit liv, fik mod til at dele noget af det mest skamfulde, jeg bærer på med et andet menneske. Her blev jeg mødt i de mange senfølger min opvækst har efterladt i mig.
KKUC (Rusmiddel- og Alkoholbehandling/de tilbyder også terapi til mennesker, der har været udsat for overgreb, som ikke har en misbrugsproblematik). Her mødte jeg en terapeut, der gav mig modet til at arbejde med mine svære følelser omkring seksualiteten og intimiteten.
I ovenstående instanser er jeg blevet favnet, anerkendt og normaliseret, uanset hvordan skammen, skylden, sorgen og håbløsheden er kommet til udtryk. Det er jeg virkelig vokset af.
Jeg er opvokset i en lille landsby i naturen. Jeg skøjtede på søerne, roede kano i åen, fangede krabber ved stranden og talte mågerne, der skræppede efter bondemandens plov.
Når jeg er ved havet i dag, fornemmer jeg min barndomsgade løbe i mine årer. Jeg finder ro ved duften af hav og tang, og jeg sover roligt ved lyden af bølgerne.
Det kreative univers har været en rød tråd hele vejen op igennem mit liv. Jeg healer, når jeg er kreativ. Jeg kan ikke sy avancerede mønstre, som før jeg fik ECT-behandlinger, men jeg har lært at finde glæde ved mindre projekter.
Lige for tiden går jeg amok i akvarelfarver og skøre udtryk på papir.
Det, der manifesterer sig på papiret, er det, der fylder inden i mig.
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.).
Ung-bo
Opholdssted kommunalt
Tilsynsværge kommunalt
Politiet
Krisepsykolog regionalt
Egen læge
Hospitalspsykiatrien
Hjerneskadeteamet
CSV Center for Specialundervisning
Lokalpsykiatrien
Psykolog privat
CSM-psykolog (Center for Seksuelt Misbrugte)
KKUC-terapeut (Rusmiddel- og Alkoholbehandling og terapi til mennesker, der har været udsat for overgreb).
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
