Livets træ “Håbet er lyst mens alt er mørkt”
Besvarelse af Yael Schade
Redigeret af Ida Kathrine Dahl
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser, de steder hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Jeg har både haft nogle af de bedste og dårligste oplevelser i psykiatrien. Jeg har oplevet, hvor voldsomt det er, når man skal kæmpe MOD et ”system”, der egentlig skulle hjælpe en.
Jeg er blevet mødt med svigt og utryghed – manglende tillid og en følelse af at stå meget alene.
Jeg har også mærket på egen krop, hvad effekten er, når man bliver set, mødt og rummet, som det hele menneske, man nu er.
Mennesker i psykiatrien har været med til at gøre en stor forskel for mig, så jeg i dag ikke længere overlever, men LEVER.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Jeg har oplevet at være kastebold, utallige indlæggelser og mange forskellige behandlere. Der har været ALT for mange indlæggelser i mit forløb. Få gange har jeg oplevet at nogle tog ansvar og gav mig tiden til at komme mig.
Ofte har jeg stået totalt ulykkelig og ramt i mit dybeste på en psykiatrisk skadestue, så ramt at jeg ikke kunne rumme at være i mig selv. I stedet for at blive mødt af medmenneskelighed, tid og tryghed, så er jeg blevet mødt af nogle mennesker, der ”bare” gav mig en pille og sendte mig hjem igen.
Jeg har ofte oplevet at ”min mening” ikke var relevant i diverse behandlingsforløb/indlæggelser. Det har føltes, som om jeg var et undermenneske. Det har ramt min I forvejen dybe skam og mit ikkeeksisterende selvværd.
Det værste har været, når jeg ikke kunne have tillid til og føle mig tryg ved de mennesker, der skulle hjælpe mig. Når jeg i stedet oplevede, at jeg skulle være på vagt. Jeg vidste aldrig, om jeg nu ville blive hjulpet, eller om jeg skulle kæmpe for at få hjælp. Det gjorde at jeg, som regel ret hurtig, gik i forsvar, så snart jeg mærkede, et potentielt svigt var i gang, og derfor har det nok også været svært at nå ind til mig, for jeg var så ufattelig bange for at blive gjort fortræd…..igen.
Det har også været hårdt, både at lide, men samtidig også at skulle være projektkoordinator…..selv finde transport, selv skabe kontakt, selv finde indgange til hjælpen etc. etc. etc.
Min erfaring er også, at den medicinske behandling har fyldt ALT for meget, og ikke været en hjælp. Medicinen har været god i korte perioder, når det hele væltede, og jeg kun ønskede livet skulle slutte. Som en hovedpinepille, en hjælp i den periode hvor smerten var størst.
Desværre er der ikke blevet brugt meget tid og energi på årsagen til, hvorfor jeg var ramt.
Jeg var medicineret i mange, mange år. I perioder så meget, at mit liv var som at have en gryde over hovedet.
Der er år, jeg ikke kan erindre, fordi medicinen har sløret så meget.
Medicinen lagde låg på de værste symptomer, men lidelsen var der jo stadigvæk – den indre smerte.
I perioder har det måske været ok, når det var allerværst, så kunne jeg da trods alt sove lidelsen væk (en af virkningerne/bivirkningerne var træthed).
Jo mere jeg begyndte at arbejde med – hvorfor jeg havde det skidt – desto mere ro og balance kom der indeni mig, og langsomt slap jeg medicinen.
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
At møde mennesker der SÅ mig.
Jeg har været så heldig at møde nogle stykker, og de har haft en afgørende indflydelse på min heling.
Jeg har mødt behandlere, der gav sig tid, der var nærværende og kærlige – Medmennesker.
De mennesker gav mig troen på, jeg var noget værd. De skabte tillid, så jeg turde åbne op for sindssygt voldsomme ting indeni, så jeg I dag er mere hel end nogensinde.
Jeg har mødt behandlere, der bankede i bordet, når ”chefen” sagde, at jeg skulle afsluttes.
Jeg har mødt behandlere, der, i stedet for en times snak, gav mig 1,5 time, fordi jeg havde for svært ved at åbne op på kort tid.
Jeg har mødt behandlere, der var der for mig. De gav mig lov til at sms’e, når det var allersværest – De havde min ryg.
De behandlere er jeg for altid dybt taknemmelig for at have mødt. De har gjort det muligt for mig at blive mere hel!
For mig var kroppen også en god vej, en vej til at rumme alle de 1000-vis af kaotiske følelser der var…og er.
Jeg havde et forløb hos en fysioterapeut på en distriktspsykiatrisk afdeling. Der arbejdede vi stille og roligt med at bruge kroppen som anker.
Det tog tid, men langsomt turde jeg trække vejret og være i stilstand.
Tid har været afgørende for mig, tid til at komme mig – der er ikke noget quick fix….desværre. Det tager tid at finde tillid, og tid at arbejde med dybe sår.
Men når der bliver givet tid, så kan heling finde sted.
Fleksibilitet har været enormt vigtigt – at vi har kunne finde alternative veje.
SAMarbejde er altafgørende – at vi fandt vejen sammen, ejerskab over min egen helingsproces.
Hvordan er din oplevelse med bostedsområdet?
Jeg boede på et privat bosted i en årrække, da jeg havde det allerværst.
Det er en sløret tid, hvor jeg gik lidt rundt som en zombie.
Jeg oplevede både en masse godt – f.eks. sociale aktiviteter og mulighed for at snakke med en givende psykolog.
Jeg oplevede også at blive fastholdt i lidelsen samt ikke at kunne se muligheder for at få det bedre.
Hvad har været problematisk for dig på bostedsområdet?
Jeg har følt mig holdt fast i et narrativ om ”at være SYG”.
Der var en del ting på bostedet som var ugennemsigtigt (ledelsesmæssigt), og jeg kan være i tvivl om, hvorvidt jeg blev hjulpet på bedste vis, eller snarere fastholdt I at være SYG.
Jeg blev medicineret ALT for meget, det tror jeg gjorde det umuligt at arbejde med det, der var svært.
Der var også bivirkninger ved medicinen, som har haft stor impact på mit liv – bl.a. kraftig øgning af vægt, meget træthed og manglende sexlyst.
Det er som om at de ca. 10 år, dér var jeg ikke til stede I mit eget liv – lukket ned.
Hvad har været hjælpsomt på bostedsområdet?
Jeg havde samtaler med en rigtig god psykolog, som bostedet samarbejdede med. Det var en af de første mennesker i mit liv, som mødte mig med tillid og tryghed.
På bostedet var de også supergode til at lave sociale aktiviteter, så jeg fik en masse oplevelser med i bagagen og et godt sammenhold med de andre medbeboere.
Der var også en del personale på bostedet, som mødte mig med ægte interesse, nysgerrighed, åbenhed og kærlighed – de gjorde en forskel for mig, gav mig håb om, at ikke alle mennesker vil mig det dårligt. Jeg kan især huske to medarbejdere, som bare ved deres nærvær skabte tryghed. De vandt hurtigt min tillid og det gjorde, jeg følte mig tryg og i sikkerhed.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Jeg har haft en bostøtte, som har været en kæmpe hjælp, da jeg for første gang i slut tyverne/start trediverne skulle flytte for mig selv.
Hun viste mig, at jeg kunne have tillid til hende, hun gav mig følelsen af at være tryg, og vi fandt en god måde at SAMarbejde på. Det gav mig mod på mere, og er en af årsagerne til, jeg er, hvor jeg er i dag.
Hun var nærværende og oprigtigt interesseret. Jeg oplevede vi fandt veje sammen, som blandt andet var “bare” at sidde sammen i sofaen. Der kunne jeg læne mig lidt ind i hendes ro, så roen fandt ind i mit nervesystem.
Fx når jeg i perioder fik ”meltdown”, så oplevede jeg, hun var der og hjalp mig – gav sig tid.
På et tidspunkt var det meningen, at jeg skulle starte i et gruppeforløb, i stedet for at hun kom på besøg hos mig. Men det var alt for svært for mig at rumme, så hun fik ordnet det sådan, at hun stadigvæk kom hjem til mig.
Det har været utrolig svært med alle de forskellige mennesker/instanser, det har skabt mere utryghed, end hvad godt var.
Det har været hårdt at skulle tilpasse sig et system, i stedet for at systemet tilpassede sig mig.
Jeg har følt mig utrolig alene, særligt da jeg ikke har kunne trække så meget på et privat netværk (pårørende).
Det har været meget hjælpsomt at få en førtidspension, så jeg ikke også skulle kæmpe med en økonomisk usikkerhed.
Men det har også en bagside, jeg har følt mig ekskluderet i samfundet og har skulle finde min egen måde at bidrage til samfundet på.
Jeg har også ofte følt, jeg har skulle forsvare det, da jeg på ”ydersiden” kan se meget ”velfungerende” ud.
Generelt synes jeg, det er svært at have en psykisk lidelse/sårbarhed, da mange mennesker ikke tør spørge ind. Det kan føles meget ensomt og som ekstra vægt i den forvejen tunge bagage.
- Og til allersidst, så har det været hjælpsomt at kunne bruge mine erfaringer som brugerrepræsentant I psykiatrien, samt holde foredrag.
- Som om alle mine tunge kampesten pludselig var værdifulde og blev vekslet til guld og diamanter.
- At ”min” stemme også var vigtig! At jeg både KUNNE noget, men også VAR noget – ER noget.
- Det har været en gave at finde mening med mit liv, selvom lidelsen stadigvæk er et livsvilkår.
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.).
Ungdomspsykiatrisk afdeling
Døgnindlæggelser på flere forskellige afdelinger
Distriktspsykiatrisk afdeling
OPUS (en kort periode)
Dagsbehandling flere forskellige steder
Privatpraktiserende psykiatrisk klinik
Privat bosted § 107
Børnehjem
Privatpraktiserende psykolog
Egen læge
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
