Besvarelse af Emma Schmidt
Redigeret af Ida Kathrine Dahl
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser, de steder hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Personligt har jeg meget forskellige oplevelser af psykiatrien. Jeg vil starte med den akutte psykiatri, altså skadestuen, hvor man kommer ind, når krisen for alvor kradser. Det er utrolig begrænset, hvor meget de kan gøre. Tit er det et miskmask af afrusning, skrigende psykotiske mennesker og stabilisering, som det kaldes. Stabilisering virker umiddelbart mest som et udtryk for, at ”vi skal lige undgå at vedkommende ender i alvorlig selvskade”, og så kan man blive udskrevet hurtigst muligt derefter. Der er selvfølgelig en ressourceafvejning, om de må udskrive folk eller ej. Jeg fik, efter nogle måneder som svingdørspatient, en akutsygeplejerske tilknyttet. Det var et helt genialt koncept, for der kom øjne på mig over en længere periode, og der var mulighed for at etablere en dybere relation, der i sidste ende boner ud i, at hun anbefaler, at man kigger lidt mere seriøst på min sag og min tilstand.
Derefter havner jeg på en åben afdeling. Dels for at holde mig ædru, men primært for udredning og i sidste ende diagnosticering og medicinskifte. Jeg har i en længere periode en PSI-seng på denne afdeling (patientstyrede indlæggelser). Igen, helt genialt koncept. Jeg kan tage et sted hen, hvor de kender mig og mine udfordringer, blive mødt af mennesker jeg faktisk kender på forhånd og blive stabiliseret, udenom psykiatrisk skadestue.
Herefter har jeg et virkelig givtigt 2-årigt behandlingsforløb i OPUS og opfølgning i FACT.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Altså, hvis man kigger på skadestuen, så hersker der ingen tvivl om, at der bare ikke er nok midler på disse afdelinger. Det er ren opbevaring. Man får tildelt et værelse og en lægesamtale per dag, for det meste, undtagen i weekenden. Derudover er det personalet på afdelingen, der står for opsynet. På en dårlig dag snakker man ikke mange ord med dem, udover fx “må jeg få min lader?” eller “må jeg be’ om at få PN?” Så kan du så håbe på, at det lykkes på et tidspunkt. Det er IKKE mangel på vilje, men mangel på tid og ressourcer. Især hvis man ikke er højlydt eller krævende på opmærksomheden. Faktum er blot, at dem der larmer mest, er dem der får opmærksomheden. Hvilket betyder, at alle andre falder i baggrunden. Jeg vil igen understrege, at dette IKKE er rettet mod personalet. Langt de fleste gør alt, hvad de kan, for at få enderne til at nå sammen.
Det samme gør sig gældende for afdelingerne, hvor man er i kortere eller længere perioder. Der kan fx også være udfordringer med forståelse og kendskab til de forskellige diagnoser og de udfordringer, der følger med. For ikke at nævne de traumer, som skaber ravage, som på det her tidspunkt muligvis ikke er kommet for dagens lys.
Og så er der hele problematikken med alarmerne. Noget af det, der stressede mig mest, var de gentagne alarmer, dag ud og dag ind. Og mine antenner der hurtigt opfangede, om det var falsk alarm, eller om personalet tydeligvis var påvirkede og ramte. Men alt det blev bare skubbet under gulvtæppet.
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
Man kan sige meget om psykiatrien, men der er ingen tvivl om, at det, der har gjort den absolut største forskel for mig, er de gode mennesker jeg har mødt, som har mødt mig med hjertet og tålmodighed. Jeg ville kunne nævne 6 navne på stående fod, af forskellige mennesker inden for psykiatrien henover ca. 3 år, der mødte mig med hjertet, hvor jeg turde åbne op for larmen og mørket indeni. De mennesker, har været helt afgørende for, at jeg er, hvor jeg er i dag.
Hvordan er din oplevelse med bostedsområdet?
Min oplevelse er, at bostedsområdet har et meget andet fokus end psykiatrien. Først og fremmest fordrer det et vist niveau af stabilitet, at kunne fokusere på ADL (almindelig daglig livsførelse) og skabelsen af en god og sund hverdag, uanset hvordan den må se ud for hver enkelt. Man starter selvfølgelig med at afdække, hvilke mål man måtte have, analysere hvad der ikke fungerer, og hvad man kan lave om og hvordan. Det kræver observation over længere tid. Men det kræver også dybere relationer, for ellers tror jeg, at man vil være tilbøjelig til at fremstille situationen bedre end den er, og ikke vise hvor skidt man egentlig har det.
Min personlige oplevelse var, at man er MEGET afhængig af personalet på bostedet, og at meget af arbejdet er båret af kvaliteten af relationen til personalet. Særligt ens kontaktpersoner. Alle relationer er afhængige af kemi, som er ganske udefinerbart, men helt essentielt. Er denne kemi ikke til stede, så kommer man ingen vegne. For slet ikke at nævne retten til selvbestemmelse. Altså, at jeg selv har retten til at vælge retningen for mit liv. Det kan let komme til at føles meget styret, når det er 24/7, og man skal indordne sig under stedets regler, uanset om man er enig eller ej.
Hvad har været problematisk for dig på bostedsområdet?
Jeg var enormt udfordret af, at jeg var “tvunget” til at bo med mennesker, som jeg aldrig ville tillade, var i mit liv ellers. Dertil var jeg meget påvirket af, når andre havde substansmisbrug samtidig med at jeg forsøgte at holde sig sober. Det var enormt provokerende at blive facet med det i tide og utide.
Desuden var der en stor mængde selvskade, som var svær at være vidne til. Og selvfølgelig også det faktum, at personalet indimellem var udsat for voldsomme hændelser, som påvirkede dem kraftigt. Det var problematisk at være vidne til så svære hændelser, uden at man som beboer havde indblik i, og var en del af, opfølgningen. Samtidig med at vi tydeligt kunne se, at personalet fx var dybt påvirkede. Den manglende indsigt gjorde det også meget svært at forstå, når de mennesker, der havde været en del af en voldsom hændelse, bare vendte tilbage til hverdagen, som om intet var sket. Det skabte voldsomt meget utryghed.
Hvad har været hjælpsomt på bostedsområdet?
De gode mennesker. Dem der mødte mig med hjertet. Dem der gav mig håb i form af fx “jeg har selv været, hvor du er, og se mig nu…”. Dem der turde at gå ind i mørket med mig og snakke om de ting, som ikke havde set dagens lys før. Dem der turde afdække min angst med mig og stå i stormen, sammen med mig. De der delte en smule af dem, for at jeg ville åbne op for en smule af mig.
Dertil er der ingen tvivl om, at de var medvirkende til at bygge mig op. Jeg havde et utroligt lavt selvværd og følte mig som det mest usle lort på jordens overflade. OPUS var startskuddet til dét arbejde, men det blev understøttet af bostedet, hvilket var helt essentielt, da det jo var dem, der var der, når mørket krøb ind.
Selvfølgelig gør det også en stor forskel, at det er så relativt intensivt, så man bliver kontinuerligt støttet, over en længere periode, således at man ikke ligesom glemmer ens mål.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Jeg vil gerne belyse de ting, der har været enormt hjælpsomt for mig. Hvert element undervejs har på hver sin måde bidraget til, at jeg i dag står stabilt på den anden side, med et helt andet syn på livet. OPUS gjorde helt sikkert en af de største forskelle for mig. Men havde jeg ikke været igennem de andre tilbud, havde jeg måske ikke været klar. Helt faktuelt, så gjorde tid og nærvær den største forskel for mig. OPUS gav mig 2 år med den samme person hver uge. Det gav mig tid til at forstå min diagnose og mine udfordringer. Men det gav mig også mulighed for at forstå, hvad er diagnose, hvad er traumer, hvad er svigt, og hvad er vilkår i livet. For alt var bare mast sammen i en store pærevælling, og jeg kunne for alt i verden ikke finde min vej i det.
Dertil skal der ikke herske nogen tvivl om, at mine privatpraktiserende psykoterapeuter har haft helt afgørende betydning. Min nuværende har stået ved min side i 4 år. Hun er en af de mennesker, foruden familie, som har kendt mig længst. Hun stod ved min side, da jeg var ædt op af sorg, hun stod ved min side, da jeg faldt tilbage i misbrug og begyndte at selvskade. Hun stod ved min side, da jeg var inde og ude af psykiatrien. Hun stod ved min side, mens jeg var i OPUS, og hun står ved min side i dag. For sådan én som mig, der har keglet rundt i 35 år, er den slags stabilitet helt unikt. Hun er skarp, tydelig og omsorgsfuld. Hun deler af sig selv, for at jeg kan forstå, hvordan det er at være menneske. Hun lærer mig ting, jeg aldrig fik lejlighed til at lære i min opvækst. Og hun hjælper mig med at tolke situationer, jeg ikke kan forstå, uanset om det er pga svigt, diagnose eller at jeg er fyldt af følelser. Hun er der, uden at dømme mig. Hvis man kunne have SÅ dygtigt, veluddannet og omsorgsfuldt personale på alle tilbud, uanset område, så tror jeg, vi ville se langt flere succesfulde behandlingsforløb. En der er nysgerrig på; “hvad skete der, siden du reagerer sådan?” kontra “hvad er der galt med dig?” kan gøre forskellen i forhold til vores opfattelse af os selv, og hvordan vi går ud i verden.
Jeg er enormt heldig, at jeg har mulighed for at betale mig til det, og jeg ville ønske at ALLE fik mulighed for at opleve den slags hjælp og støtte. For det er den slags kontinuerlige støtte, der hjælper os til at forstå, at vi er helt ok mennesker, vi er elskelige, og vi er værd det ilt, vi bruger her på jorden. Vi er værdifulde, og vi har ret til et godt liv, ligesom alle andre. Og vi kan opnå det.
Jeg vil lige understrege, at jeg ikke siger, at de her mennesker ikke findes derude, for det gør de absolut. De er bare presset af manglende tid og ressourcer, hvilket fører til middelmådige resultater, stress og frustration.
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.).
– Herberg (offentlig støttet)
– Alkoholbehandling (kommunalt tilbud)
– Angstbehandling (tilbud i psykiatrien)
– Mentaliserings baseret terapiforløb (tilbud i psykiatrien)
– §85 af 3 separate omgange (kommunale tilbud)
– Akutsygeplejerske
– Psykiatrisk skadestue
– PSI-seng (Patientstyret indlæggelse)
– §107 botilbud
– OPUS
– FACT
– Privat psykolog
– Privat psykoterapeut x 3
– Dertil har jeg været i en del forskellige kommunale tilbud rettet mod arbejdsløshed.
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
