Besvarelse af My
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser, de steder hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Min oplevelse med psykiatrien er mangeårig. Og jeg har mange forskellige oplevelser. Og synes faktisk psykiatrien, på visse punkter, var mere menneskelig ordentlig, i halvfemserne, da jeg startede min “karriere” som psykiatrisk patient. Den er blevet mere institutionaliseret på en negativ måde igennem årene, og mere forrående oplever jeg også.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Det har været problematisk, at fagfolks definitionsmagt, (i den bedste mening), i den grad har formet mig og mit liv ind i en fastholdelse i, at jeg var meget psykisk syg, og behandlingskrævende.
Årsagen til mine reaktioner og symptomer blev sjældent virkelig set, og jeg reagerede ofte også med symptomer, på hjælp der ikke hjalp. Hvilket jeg og mine diagnoser ofte alene fik skylden for. Jeg profiterede ikke af hjælpen fordi jeg var så syg som jeg var, var konklusionen oftest, og det fik mig udelukkende til at vokse endnu mere som patient, mens mit menneske, der egentlig behøvede hjælp til sundt at være mig, mere og mere forsvandt med tiden.
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
De har reddet mit liv en del gange. Efter selvmordsforsøg, og så jeg ikke døde af den spiseforstyrrelse der i flere år var ved at tage livet af mig.
Jeg har også mødt fagprofessionelle mennesker, der, når de formåede at være menneske først og fremmest, gjorde en forskel for mig som menneske, og ikke blot for mig som patient.
Det har ofte været fagmennesker der ikke fuldstændig fulgte behandlingsrammerne slavisk, men mere havde indføling med mig, og mit behov for menneskelig støtte og spejling, fremfor at skulle få mig til at passe ind i de der behandlingsrammer, der jo ellers helst skulle følges. Jeg passede bare aldrig ind i de rammer. Og det har jeg indtryk af, at de fagmennesker, der primært turde investere sig selv og være menneske først, i mødet med mig, at det gjorde de egentlig heller ikke.
Det har været afgørende hjælpsomt for mig at møde fagmennesker, der kunne være sammen med sig selv, sammen med mig. Og at de ikke havde travlt med at fikse mig, og få mine symptomer til at holde op, fordi de i virkeligheden ikke kunne rumme dem, og mig det sted.
Jeg har haft meget gavn af, at det der var i mig, godt måtte være der, for når nogen kunne være sammen med mig det sted, så fik det mulighed for at forvandle sig, og jeg erfarede at jeg ikke døde af det, men var passet på imens. Men det er sjældent tilfældet at det overhovedet er muligt, fordi symptomer skal dæmpes, og man skal fikses, og gøres rask, eller få sygdomsindsigt nok til at forstå, at man nok ikke bliver det.
Men jeg har været heldig at møde endda nogle fagmennesker, der kunne møde mig på den måde.
Hvordan er din oplevelse med bostedsområdet?
Jeg har boet på tre forskellige bosteder igennem tiden. Alle private bosteder, og det ene var ikke godkendt som bosted endnu, da jeg flyttede med den NLP-terapeut, som ville starte sit hjem op som bosted. Jeg flyttede bare med vedkommende. Det var noget jeg aldrig skulle have gjort. For det der endte med at foregå der, var et uforsvarligt menneske-eksperiment, som psykiatrien forsøgte at samle mig op fra efterfølgende, da jeg endelig formåede at komme væk derfra to år efter.
Det første bosted jeg var på, var jeg et halvt år, og blev der erklæret udenfor terapeutisk og pædagogisk rækkevidde. Jeg ville have fået lov til fortsat at bo der, hvis jeg bare lige underskrev og overholdt en kontrakt, som personalet egenhændigt havde udarbejdet i forhold til mig. Havde det været så nemt som at skrive under på en kontrakt, havde jeg sgu nok gjort det for længst, og var aldrig havnet på det bosted.
Hvad har været problematisk for dig på bostedsområdet?
Udover det jeg allerede har beskrevet i ovenstående punkt, har det været problematisk, at Tilsynene er blevet ført bag lyset på i hvert fald to af stederne jeg har boet, og at vi beboere subtilt blev manipuleret, og på sin vis dikteret også, til hvad der var godt for stedet at vi sagde.
Det sidste sted jeg boede, var en henvendelse til Tilsynet, direkte en del af årsagen til at jeg måtte flytte derfra, og det reagerede Tilsynet ikke på, og det oplever jeg er kritisabelt, når Tilsynene samtidig jo påstår de er der for os beboere. Jeg oplever at de ikke virkelig ser og forstår hvad der også kan foregå, når vi ikke bare roser stedet, eller hvis ikke der decideret er synlig vold.
Legal magtmisbrug forsvares som en del af behandlingen, og opleves dermed selvfølgelig ikke som magtmisbrug fra et fagligt sted. Beboere har bare en underposition, alene i kraft af den overmagt, som professionelles har i kraft af deres fagposition. Vi kan intet sige/gøre her, for det vi siger kan bruges mod os, og bruges mod os, hvis det vi siger/gør ikke er ønskværdigt. Vores diagnoser kan altid få skylden der også. Uanset hvor klart vi ser, kan vi få at vide at det er psykosen der taler, eller vrangforestillinger.
Jeg oplever det dybt kritisabelt, at vi som beboere skal passes ind i behandlingsrammer, fremfor at behandlingsrammerne er organiske og mere forsøger at passe til os, som bostederne får ufattelig mange penge for at behandle, opbevare, og fastholde i status quo. Og status quo er når udviklingen virkelig er på sit højeste.
Jeg oplever det meget som at beboer på bostederne er en slags menneskelige købmandsvarer. Bostedet skal sørge for vi lever op til de indsatsmål, som kommunerne kræver, for at de vil betale for at have os der. Så hvis bostedet ikke lever op til det, mister de mange penge. Der er en etik her, der meget nemt kan skride, og ofte skrider.
Og selvom det så flot hedder, at vi er inddraget i eget liv, og i hvilke mål der skal være, så oplever jeg uanset de mål som et pres, der i virkeligheden hindrer reel udvikling, og i værste tilfælde (og dem er vi mange af), udelukkende gør vi får det værre. Uanset hvor lavt barren sættes for disse mål, er der mange der ikke kommer videre, også fordi målene ikke giver mening, men er en pligt, andre har pålagt en.
Mange starter med at være i paragraf 107 (midlertidigt tilbud), og efter mange år sådan, uden udvikling, og kun forværring bliver man så en paragraf 108 (blivende tilbud) i stedet for. Og så får man først fred, men der er man også så belastet af behandlingen og/eller ens psykiske lidelse, at det er tydeligt for alle, at det er fred der kræves.
Det er problematisk, at vi ikke kan få fred fra start af, få ro og støtte til at mærke, hvad der mon evt. er af drømme i livet, ønsker og behov, (og eventuelle egne mål). Vi analyseres, dissekeres, tolkes, “motiveres” og behandles sønder og sammen først. Vi skal Recovery’e – komme os, samtidig med det nærmest er uforenelige størrelser i mange af de miljøer. Vilkårene og meget af behandlingen/hjælpen gør vi ikke kommer os.
Vi formes fortsat ind i en pseudo identitet, der totalt overskygger og kompenserer for det menneskeliv, vi jo søgte hjælp til, men med tiden tror vi på, at alle tilstande, reaktioner og symptomer er pga. den diagnose vi har, (måske en fejldiagnose), trods det også er hjælp, der ikke hjælper, som mange af os reagerer på.
Rigtig meget behandling og hjælp og støtte ender ud i at skade mennesker, fremfor det der vel egentlig var intentionen og hensigten med den, fra starten af.
Hvad har været hjælpsomt på bostedsområdet?
Det har været hjælpsomt for mig, at det sidste bosted jeg boede på, at der var der til at starte med traumebaseret terapeutisk støtte. Og der var en leder der turde møde os forskelligt, og som havde en kreativ måde at forsøge at løse ting på.
Det endte med at være hjælpsom for mig at komme væk derfra, da en anden leder siden overtog, med en så “Professionel” distanceret tilgang til alt og alle, at det menneskelige og hjertevarme miljø blev erstattet af et mere koldt og klinisk arbejdspladsmiljø… – vores hjem blev mest af alt “kun” en arbejdsplads, sådan føltes det for mig. Og jeg kunne virkelig mærke det, for jeg kom ud af psykofarmaka i den periode.
Det var hjælpsomt der var landbrug tilknyttet bostedet. Et landbrug med landmænd/kvinder ansat, som ikke var pædagoger. Landbruget var en arbejdsplads for sig selv, men vi beboere kunne hjælpe til der, på særlige vilkår, og få føling med et mere almindeligt liv.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Det har været hjælpsomt for mig at møde en psykiater, der kunne hjælpe mig ud af psykofarmaka, og som har kendt/fulgt mig i ca. fire år. Vedkommende har udredt mig på ny. Og, har kunnet stadsfæste, at jeg ikke har skizofreni, men i stedet autisme.
Jeg er pt. tilknyttet et paragraf 85 forløb, hvor et menneske jeg kender fra bostedet, er blevet godkendt af kommunen til at støtte mig 12 timer om ugen i eget hjem. En hjælp der virkelig hjælper mig, bl.a. ved jeg kun skal forholde mig til et menneske, og ikke en hel personalegruppe, der oftes på bostederne udskiftes, som vinden blæser.
Det er et problem at de fejldiagnoser, som psykiatrien giver en, at de kun kan rettes/ændres i selvsamme psykiatri, der allerede har fejlet på det område. Det kan ikke ændres i den offentlige journal f.eks. af min nuværende psykiater, fordi han arbejder i egen praksis. Så autisme kan ikke tilføjes i den offentlige journal, og dermed erstatte skizofreni, selvom det er en væsentlig afgørende ting at rette, spørger du mig. Og min nuværende psykiater har meget mere kendskab til mig også. Det giver ikke mening, at hans bemyndigelse ikke er mindst lige så gældende, som den psykiatri, der uforvarende har taget ret mange år af mit liv, igennem bl.a. fejldiagnoser og fejlbehandling.
Derudover er det katastrofalt, at mennesker ikke kan indlægges på en psykiatrisk afdeling uden at komme derfra med en diagnose, som de aldrig kan komme af med igen, medmindre en anden psykiater under en anden indlæggelse så genudreder en, og ændrer fejldiagnosen, til, som det har været i mit tilfælde, en ny fejldiagnose. Diagnosekulturen er lidt som russisk roulette. Samtidig får vi at vide, at diagnoser er øjebliksbilleder, men det er de jo netop ikke, når de for evigt er brændemærket ind i journalen, og ikke engang kan ændres af dem med mest kendskab til en.
Jeg vil også gerne problematisere og sige stort NEJ til Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om sammenlægning af hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien, fordi det vil stadsfæste endnu mere end i forvejen, en patologisk dominans og definitionsmagt, som jo allerede gør ufattelig stor skade for mange af os, der har været så uheldige at havne i psykiatrien. Vi kan i forvejen ikke komme ud af psykiatriens livstidsdomme igennem (fejl)diagnosernes “øjebliksbilleder”. Og mange af os har været/er fastholdt i en patient-pseudoidentitet, og hjælp der ikke egentlig hjælper, men i stedet sygeliggør og faktisk skader os. Vi har slet ikke en chance hvis alt hospitaliseres og psykiatriseres endnu mere. Det skaber altså ikke bedre vilkår for rehabilitering og recovery, som i mange henseender ikke engang er muligt for nuværende. Tænker der skal andet til end fortsat patologisering, for det får mennesker til at vokse primært som patienter, og ikke de mennesker de egentlig er!
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.).
Jeg har været i både kommunale, og private, måske også regionale indsatser, det ved jeg faktisk ikke. Men jeg har været i psykiatriske støttecentre, haft kontaktpersoner, været på private bosteder i paragraf 107, og paragraf 103. Jeg har været indlagt på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, oplevet tvangsbehandling. Været tilknyttet DAT (Dialektisk adfærdsterapi). Været i Åben Dialog forløb. Været tilknyttet Opus. Fået psykofarmaka, kommet ud af psykofarmaka, (det bedste der er sket i mit liv). Været fejldiagnosticeret, været fejlbehandlet. Brugt ca. 30 år i systemerne, hvor jeg primært er blevet fastholdt, og defineret ind i en patologisering, som har haft store konsekvenser for mig personligt, men også i hvor meget jeg har kostet i behandling og hjælp der i mange henseender jo mest har gjort meget værre.
Men jeg har også været heldig at møde mennesker, der rent faktisk har hjulpet mig. Dem er jeg Taknemmelig for. Derudover har jeg min hund, som er en daglig hjælp på alle måder.
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet, og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
Artikelserien er opstået som reaktion på artiklen her
