Interviewet er gennemført og redigeret af sociolog og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering Ida Kathrine Dahl
Besvarer har valgt at være anonym
Som svar på Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at samle social- og hospitalspsykiatrien, har vi lavet en artikelserie, hvor vi spørger borgere, som har erfaring med begge områder, hvad der har været problematisk og hvad der har været hjælpsomt for dem. Artiklerne rummer både kritik, der belyser de steder, hvor noget kan forbedres, samt perspektiver på positive elementer, man kan lade sig inspirere af.
Det vigtigste spørgsmål, når man vil løse noget er, hvad er problemet, eller problemerne. Vi tror at svaret må findes hos dem, man vil løse noget for. Derfor har vi lavet en stafet, hvor vi spørger mennesker, som har erfaringer med psykiatrien og bostedsområdet, hvad de oplever som henholdsvis problemfyldt og hjælpsomt i de indsatser, de møder og har mødt.
Deltagerne er blevet opfordret til at skrive alt fra konkrete fortællinger og oplevelser, til mere generelle beskrivelser, samt tanker og følelser. De har måtte svarer på alle måder, der har føltes rigtige for dem.
Hvordan er din oplevelse med psykiatrien?
Det virker bare som sådan en pengemaskine, hvor det er vigtigere for dem at diagnosticere folk, sådan så de kan blive medicineret til at være mere medgørlige. Det føles ikke som om, man får hjælp. Man bliver ikke taget alvorligt. Jeg er sikker på, jeg har autisme, og det ville jeg rigtig gerne have hjælp til at blive udredt for, og det fortalte jeg dem, da jeg kom ind i psykiatrien, men de nægtede at hjælpe mig. De sagde at autisme lignede skizotypi på flere områder, og de var sikre på, at jeg havde skizotypi. Jeg tror de sagde det, så de kunne putte mig på medicin, men den medicin hjalp mig ikke. Den gjorde mig mere syg. Jeg har vidst, at jeg har autisme i mange år, og de havde ikke en gang snakket med mig en time, før de sagde, at det har jeg ikke.
Hvad har været problematisk for dig i psykiatrien?
Ikke at blive hørt og taget alvorligt. De får det til at virke som om, man selv vælger det. Fx ved at få det til at fremstå som om den diagnose og behandling, de tilbyder, er den eneste rigtige og ikke at fortælle om de andre alternativer, der er. Fx her er nogle ting, du kan vælge imellem, som kan hjælpe dig til at få det bedre. De konstaterer bare nu er du deprimeret, nu skal du på antidepressiv medicin. De prøver ikke at finde ud af, hvad der er problemet. Da jeg kom ind i psykiatrien, vidste jeg allerede, at jeg har brug for terapi for at bearbejde mine traumer, og der fik jeg at vide, at det var ikke noget de tilbød i OPUS, og de gav mig ikke nogen ressourcer til, hvor jeg kunne finde det ellers.
Der har været et problem med tillid. Jeg kan ikke lide at snakke med psykiatere. De behandler ikke en særlig menneskeligt, og det gør, man ikke kan have tillid til dem. Man føler sig bare som sådan en forsøgskanin.
Den antipsykotiske medicin gjorde mig rigtig træt, så blev jeg deprimeret, og så fik jeg antidepressiv medicin og det gjorde mig bare mere træt. Så jeg sov hele tiden og var søvnig hele tiden. Jeg udviklede spilafhængighed på det præparat, som de gav mig, og medicinen gjorde mig alvorligt understimuleret, hvilket så gjorde, at jeg prøvede at finde stimuli i andre ting så som rusmidler.
De har ikke nok terapeutiske og naturlige tilbud inden for psykiatrien, og det synes jeg er problematisk. Jeg synes medicin burde være den sidste udvej.
De hjælper ikke en med at bearbejde det, der er sket med en. De prøver bare at få en til at lægge låg på det.
Hvad har været hjælpsomt i psykiatrien?
Der var en enkelt kontaktperson, som var ret sød. En sygeplejerske, som jeg snakkede med i nogle måneder. Der byggede jeg en lille smule tillid. Men så stoppede hun, og så fik jeg tildelt en ny, som jeg oplevede som infantiliserende over for mig. Hun opførte sig som om, det var synd for mig. Det kunne jeg ikke lide.
Det er godt, at den psykiatriske akutmodtagelse er der. Hvis man får et psykotisk anfald, og man er bange, er det godt, at man har et sted, man kan tage hen og få lidt ro på og samle sig. Men jeg synes, de er lige hurtige nok med at katalysere alle mulige indsatser, som der ikke er godt for en. Så er det igen sådan noget, hvor hurtigt kan vi få en diagnose klistret på dig. Vel at mærke en diagnose der kan medicineres. Jeg synes det virker lidt sketchy.
Hvordan er din oplevelse med bostedsområdet?
Jeg synes at det er vigtigt, at man har sådan nogle indsatser, men jeg synes også, at der kunne være nogle forbedringer. Mange steder er egenbetalingen for høj. Det er for mange penge man beder borgerne om, at betale for at bo der og når man først er kommet ind og bo, så er det som om, man bare bliver ladt til sig selv og folk der har det svært, kan have tilbøjelighed til at blive selvdestruktive, når de keder sig.
Hvad har været problematisk for dig på bostedsområdet?
Jeg har været på mange forskellige herberger. Det sidste jeg boede på var et privat herberg. Der var der en alt for høj egenbetaling og de informerede os ikke om, at det ikke var obligatorisk at være en del af kostordningen, som vi betalte omkring 3000 om måneden for. Deres havemand var en tyran, som blandede sig i borgernes private sager, udskammede os og skabte utryghed generelt. Om fredagen kunne personalet finde på at komme brasende ind på vores værelser, generelt ventede de ikke på et “kom ind” når de bankede på.
Jeg tror heller ikke rigtig, at de overholdt loven. Fx kom det til et punkt, hvor de sagde at beboerrådsmødet var obligatorisk. Jeg tror ikke man må tvinge folk på den måde. Derudover var det forventet af os at gennemføre nogle gøremål 3 til 4 gange om ugen. Det kunne fx være at gøre klar til mad, vaske op, vaske gulve eller gøre toiletterne rene. Vi måtte ikke være med til at lave maden. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor det var forventet af os at arbejde på den måde, når vi betalte så meget for at bo der. Der stod vistnok i planen at gøremålene var til for at gøre os klar til en hverdag. Men det var jo ikke frivilligt og der var konsekvenser, hvis man ikke gjorde det. Man kunne fx få skældud af medarbejderne, og der kunne opstå splid mellem beboerne, når man havde tjans sammen og ikke mødte op.
Vi måtte heller ikke ryge eller drikke alkohol på værelserne, og det var udsmidningsgrund, hvis vi blev taget i det. Dertil måtte man ikke være væk i 3 døgn. Så ville de give pladsen til en anden.
Det system gav mig angst og gjorde mig stresset. Jeg blev asocial, når jeg var der, da jeg ikke havde lyst til at støde på personalet, fordi jeg var bange for at få voksenskældud over fx at forsømme gøremål.
Der blev også opfordret til, at vi sladrede, hvis der var andre beboere, der havde overtrådt reglerne.
Dertil oplevede jeg, at der ikke var nok beskyttelse i forhold til det kvindelige personale, når de blev udsat for sexisme eller i forhold til beboere, der blev udsat for racisme.
De fysiske forhold på værelserne på herberget var heller ikke tiltrækkende, fx var sengene man fik så dårlige, at jeg fik ondt i ryggen af at sove i dem, og der kunne ikke trænge luft igennem dynerne, så man vågnede badet i sved.
Hvad har været hjælpsomt på bostedsområdet?
Der var nogle aktiviteter, som har været gode at deltage i og nogle gode faciliteter. NADA var godt. Det var en bestemt medarbejder, der havde startet det, fordi hun kunne det i forvejen. Så basically handlede det om gode medarbejdere, som havde nogle færdigheder, der kunne blive til gavn for beboerne, og som de gerne ville dele ud af. Man havde mulighed for at komme i svømmehallen en gang om ugen, og der var et træningslokale. Der var havespil, pool og bordfodbold samt en tv-stue. Nogle gange tog vi på fælles ture fx til stranden eller på museum. Det gode ved de her ting var at blive aktiveret, så man ikke bare sad og sank hen i sin afhængighed eller sin depression. Der var masser af bøger og tøj, som folk havde doneret. Så det var også godt med de gratis ting. Der var banko et par gange om måneden, hvor man kunne vinde ting, og det var nogle ret gode præmier. Det var godt at få nogle indtryk og nogle minder, så det ikke bare blev sådan nogle dage, der bare gentager sig i den samme trummerum, hvilket det godt kan blive, når man bor på et herberg.
Jeg skiftede kontaktperson på et tidspunkt, fordi det ikke fungerede med den jeg havde. Så skiftede jeg til en, jeg allerede havde sagt, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med. Da jeg havde skiftet til hende, gik det rigtig stærkt både i min personlige udvikling, men også i forhold til min boligsituation. Hun satte det op for mig på en måde, hvor jeg skulle gøre en ting ad gangen i stedet for, at det hele blev så overvældende. Fx det er mandag, og nu har du til på onsdag til bare at rydde dit gulv op og så onsdag kom hun med en ny ting. Med den metode, så gik der ikke mere end en uge, så var mit værelse ryddeligt igen. Hun havde tillid til, at jeg godt kunne klare mit eget liv, samtidig holdt hun mig ansvarlig, når hun godt vidste, jeg kunne gøre det bedre. De kvinder, der var i sekretariat. De var også meget hjælpsomme. Hvis der var noget økonomisk, man ikke forstod eller i kontakten til fx kommunen eller tandlægen, var de altid gode til at komme med råd, fx om hvordan man kunne lave en betalingsordning. De var også gode til at minde en om aftaler og nogle gange fik man lift, hvis man fx skulle til møde eller lægen.
Er der andet, som har været hjælpsomt/svært for dig?
Det var svært, da jeg endelig fik tildelt bolig, at man skulle sige ja til det første tilbud man fik, ellers ville man ikke få flere. Jeg var heldig. Jeg fik en rigtig god lejlighed, som levede op til mine personlige krav, bl.a. mit ønske om at få en hund. Da jeg flyttede, fik jeg efterværn. Jeg fik en bostøtte i 9 måneder, som hjalp med alt, der hører til at komme ordentligt ind og bo i en lejlighed. Hun hjalp mig med at få kontaktet lægen, så jeg kunne komme i gang med genoptræning i forhold til nogle fysiske gener, jeg har døjet med i mange år. Desuden støttede hun mig, da jeg blev afsluttet i psykiatrien, og hun hjalp mig i gang med traumeorienteret behandling, som var det jeg havde sagt lige fra starten af, at jeg havde brug for.
Angiv hvilke indsatser, du har været i og om de har været private, kommunale eller regionale (fx OPUS, § 110 osv.):
Psykiatrisk Akutmodtagelse
OPUS
Omkring 5 forskellige § 110 tilbud. I teksten refereres til det seneste § 110 tilbud, jeg har boet på. Som er et privat tilbud.
Hvis du selv har erfaringer fra psykiatrien eller bostedsområdet, og du har lyst til at dele din historie, må du endelig kontakte os på: voresfortaellinger@gmail.com
Artikelserien er opstået som reaktion på artiklen her
