Af Mogens Seider
Vi vil i de kommende dage appellere til de faglige organisationer, civilsamfunds- og brugerorganisationerne om at tage signalerne fra Dansk Psykiatrisk Selskab alvorligt og lad os få sat spot på, hvor disse tanker er plantet politisk.
I sidste uge måtte jeg lige tage et par dybe indåndinger, da jeg læste Dansk Psykiatrisk Selskabs forslag om at lægge socialpsykiatrien ind under regionerne.
I Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering kan vi under ingen omstændigheder se nogen årsager til, at de sociale indsatser, skal lægges ind i et psykiatrisk, lægefagligt, sundhedsorienteret organisatorisk styringsparadigme. Den ide, der kommer fra DPS, vil medføre en sygdomsorienteret, diagnosestyret virkelighed, som der i vores øjne ikke kan findes nogen belæg for, vil kunne forbedre vilkårene for de mennesker, der har brug for hjælp til at finde meningen med livet igen.
Vi finder DPS’ tanker og udspil manipuleret historiefordrejning, da det fremhæves at ” kommunerne og regionernes samarbejde har haltet siden 2007, hvor man adskilte hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien. Det samarbejde har altid haltet.
Skal vi se ind i en fremtid, hvor Serviceloven skal fortolkes og varetages i sundhedssystemet?
De 3 forfattere skriver, at deres forslag vil ” skabe bedre overgange i psykiatrien for den enkelte patient”, men det efterlader i vores øjne et endnu større ansvar til civilsamfundet for at skabe overgange til de meningsfyldte fællesskaber i lokalmiljøerne, hvor mennesker lever.
Det folk har brug for i socialpsykiatrien, er ikke det samme som psykiatrien tilbyder; nemlig symptombehandling af deres psykiske reaktioner. Det folk har brug for i kommunerne, i civilsamfundet, hvor de bor, det er støtte til at leve deres liv. Støtte til at finde mål og retning, fællesskaber og mening med deres tilværelse, med eller uden psykiske reaktioner. En borger jeg har mødt på min vej, udtrykte det således: “ i psykiatriens psykoedukation lærte jeg at være syg, men i kommunens læringsforløb lærte jeg at finde håb og veje til at leve mit liv“. De mennesker vi hjælper og støtter, vil ikke have det vi vil give dem, de vil have det samme som os.
I DSPR tager vi nu konkret kontakt til samarbejdspartnere i alliancer og netværk, der vil medvirke til, at vi får skabt øjeblikkelige politiske kontakter, der får forhindret at det lykkes den lægelige, sundhedsdominerede, psykiatriske faglighed og organisation, at give Danmark forståelsen af, at al indsats over for borgere med psykiske lidelser må underlægges deres paradigme.
Vi er en del organisationer, der må vågne op og få fat i brugerorganisationer og fagbevægelsen, så vi sammen skaber en helt anden hjælp, der tager udgangspunkt i det, mennesker udtrykker, de har brug for.
Ambitionen er at vores lovgivende forsamlinger får øjnene op for, at fremtidens indsatser til borgere med psykiske lidelser ikke bare skal aftales i korridoren med psykiatere, men at civilsamfundet, fagorganisationerne, brugere og pårørende må inddrages på lige vilkår.
Som svar på artiklen her
