fbpx

Orion i Hillerød fortæller om recoveryorienteret praksis i botilbud, hvor borgernes rusmiddelbrug mødes med åbenhed og dialog frem for forforståelser og årsagsforklaringer. Og, lad det være sagt med det samme: Forfatterne præsenterer ingen Orion-model, andre kan kopiere.

Siden 2016 har botilbuddet Orion arbejdet med et projekt om rusmidler, og nu har udviklingskoordinator Pernille Mørch Jensen og forstander Line Top Abildtrup samlet trådene i en bog med de foreløbige refleksioner og indsigter.

For Stof til eftertanker. Om rusmidler, medicin og alt det andet i Orion munder ikke ud i en konklusion eller en systematisk beskrivelse af sit emne. Den går mod strømmen og bukker ikke for den herskende mening, der forlanger implementering af evidensbaserede metoder med dokumenteret effekt og af og til underforstår, at så vil alle dilemmaer i socialt arbejde i samme ombæring være løst og overvundet.

Orion vælger dialogen, og bogen fremstiller de ofte svære bestræbelser og tilløb til at blive relevante samtale- og samarbejdspartnere for beboerne, også når det gælder brugen af (illegale) rusmidler.

Dialog indebærer især en ikke-dømmende tilgang til beboernes rusmiddelbrug. Derfor hedder det i Orion ikke ’misbrug’, og rusmiddelbrug er ikke som udgangspunkt en sygdom, der skal gøres til genstand for behandling, lige som psykiske vanskeligheder heller ikke er det.

Psykiske vanskeligheder og brug af rusmidler forekommer ofte samtidig og kan hænge sammen på talrige måder. Den, der leder efter forenklende årsagsforklaringer eller ikke tør tvivle på sit eget ståsted, afskærer sig let fra det perspektiv, beboeren selv har på sit forbrug.

For beboerne er rusmidler og psykofarmaka ikke adskilte systemer, fx når førstnævnte anvendes til at dulme eller neutralisere bivirkninger af sidstnævnte. Forfatterne gennemgår i et bogens bedste kapitler ”forskelle og forbindelser mellem rusmidler og psykofarmaka” (s. 65 ff.). De spørger:

Med erkendelsen af at brug af psykofarmaka og rusmidler for mange beboere hænger tæt sammen, er det problematisk, hvis man ikke samtidig kan være i dialog om rusmidlerne. Måske er det på tide at begynde at tale om, at den medicinpædagogiske opgave med fordel kan udvides til også at handle om de ikke-ordinerede psykoaktive stoffer? (s. 74)

Virkeligheden i Orion er alt andet end enkel, slår Mørch Jensen & Top Abildtrup fast, og der er brug for at bryde med den simple, men ”stærke fortælling om, at medicin er hjælpsomt og rusmidler skadelige” (ibid.). Det er helt sikkert en kontroversiel tanke for nogle af botilbuddets samarbejdspartnere.

Stof til eftertanker pusher ikke definitive svar, men rejser ofte (selv-)kritiske spørgsmål til fagpersoner:

Kan man, i overensstemmelse med forståelsen af personlig recovery, forestille sig mennesker, som kommer sig i forhold til de vanskeligheder, de oplever i livet, men som fortsætter med at leve gode liv med rusmidler, også måske ud over øllen til julefrokosten eller rødvinen fredag aften? Det er i vores søgninger og i personlig kommunikation med videnspersoner ikke lykkedes os at finde noget om dette overhovedet. Det rejser spørgsmålet, om der da slet ikke findes nogen, der lever gode liv med rusmidler, eller om fortællingerne herom bare er umulige at høre, fordi hele den herskende diskurs om misbrug er så enerådende? (s. 144)

Som titlen antyder er Stof til Eftertanker en reflekteret og reflekterende bog. Den gør sig umage med sin pluralisme, er velargumenteret, men ikke bedrevidende – heller ikke når det gælder den traditionelle misbrugsbehandling, som den står grundlæggende kritisk overfor.

Men bogen er mere end faglige refleksioner. Den er også fuld af følelser og stemninger, der tilbyder et indblik i beboerne og medarbejdernes liv og hverdage i Orion. Stof til eftertanker præsenterer både en række fotografier og dedikerer bogen igennem plads til citater fra 10 medarbejdere og 8 nuværende og tidligere beboere, grafisk fremhævet med større typer og en anden skriftfarve. Denne paralleltekst mumler med hele vejen, tilføjer nuancer og udfordrer også nogle steder det ’vi’, der taler i brødteksten og for resten heller ikke selv er helt entydigt (s. 25). Her er ingen enighed hugget i granit, og flerstemmigheden vil – og kan – mere end blot at illustrere og underbygge forfatternes pointer. Et eksempel:

I skal ikke have noget for med os andet end at opbevare os. Ingen vil kureres for sine mest morsomme sider. Man gider blot ikke at være en ubetalt klovn i verdens underholdningssyge indretning. Men altså ens sjove sider har man vel ikke noget imod at måtte leve med indenfor en kreds af tilsvarende sygdomsramte? Bastillerne må ned! Selv om de fine bosteder, med de muligheder de er, og selvfølgelig også under lægeligt opsyn og alt sådan noget, er helt ok. Og tingene udvikler sig jo også sådan for os, fra vi starter med at have en sjov psykose, og så bliver det mere og mere, fordi det andet af os negligeres. Det er jo alligevel ikke det, det handler om, det med det sjove, men om at købe sjælefred til de såkaldte raske. / Jan (s. 102)

Stof til eftertanker tilbyder ingen quick fixes og markedsfører ikke en færdig Orion-model, andre kan kopiere – men det er en modig og intelligent bog, alle, der har relationer til mennesker med psykiske vanskeligheder og rusmiddelbrug, kan tage ved lære af. Ikke mindst af den store omhu, hvormed de to forfattere udreder konsekvenserne af sprogbrugen om psykiske vanskeligheder og rusmiddelbrug. Ord betyder noget, og denne bog har større vægt end de fleste.

FAKTA
Stof til eftertanker. Om rusmidler, medicin om alt det andet i Orion
Af: Pernille Mørch Jensen & Line Top Abildtrup
Bo- og Rehabiliteringstilbuddet Orion, Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden
2. udgave, maj 2019
Pris: 179 kr. + porto. Send en mail til orion@regionh.dk
Den fulde tekst kan også downloades på www.orion.dk