fbpx

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering udskriver nu en national fotokonkurrence. Vi inviterer borgere med psykiske lidelser og pårørende til at indsende jeres egne fotos af den virkelighed, I oplever derude. Kategorien kalder vi værdighed & bolig. De billeder, dommerkomiteen udvælger som de bedste, kommer til at indgå i en fotoudstilling på vores konference i Vejle d. 24.-25. oktober 2019. I år stiller den skarpt på værdighed og meningsfuldhed.

Plakaten, som du kan downloade her, beskriver, hvordan du deltager. Send dine fotos senest d. 30. august.

Download plakat (A3)

Download plakat (A3) med skæremærker

Print plakaten og hæng den op der, hvor du arbejder eller hvor du eller dine pårørende bor.

Vi foreslår også, at personale og fagfolk benytter fotokonkurrencen til at sætte emnet på dagsordenen på personalemøder, husmøder og andre relevante steder. Det her er en mulighed for at få nogle gode dialoger om værdighed, der hvor I færdes til daglig.

Formand for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Mogens Seider opfordrer til handling:

Det siger sig selv, at mennesker trives i langt højere grad, når omgivelserne er værdige og hverdagen er fyldt med fællesskab og mening. Det er også klart for de fleste, at mange mennesker med psykiske lidelser ikke trives og ikke bor i værdige boliger og måske og af den grund mister troen på et meningsfyldt liv.

Vi oplever, at der er et stort fokus på vold og øget kriminalitet blandt mennesker med psykiske lidelser. Vi oplever også, der er meget fokus på ressourcer elle mangel på samme, og vi oplever at der er meget fokus på medicin og pakkeforløb. Vi kunne godt tænke os at få fokus på de livsbetingelser mennesker med psykiske lidelser har, og vi tror på, at der kan skabes en nødvendig debat og en forandring, hvis vi kan få en bedre dokumentation af værdighedens betydning, som naturligvis også gælder for mennesker med psykiske lidelser.

Så derfor, kære medarbejdere og pårørende: Hjælp med – i samarbejde med brugerne – at sætte fokus på værdighed der, hvor I arbejder eller der hvor jeres pårørende bor eller opholder sig!