Om en måned afholder Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering sin årlige konference i Vejle. I år er vilkårene ulykkeligvis ikke helt dem, vi kender og holder af.
Vi retter os naturligvis til punkt og prikke efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer for forebyggelse af smittespredning af COVID-19 og aflyser naturligvis konferencen, hvis et regeringsindgreb på et senere tidspunkt kræver det. Foreløbig er det ikke tilfældet.
Forsamlingsforbuddet er for et par dage siden ændret til 50 personer, men det omfatter ikke afvikling af møder og konferencer. Der skal dog være 2 kvm. pr. deltager i lokalet.
Vores konferencested Torvehallerne i Vejle må iht. gældende lovgivning afholde konferencer med op til 225 deltagere og er tilsluttet Horestas program SAFE TO VISIT. Endvidere har Torvehallerne ensrettet huset i forhold til adgang til mødelokaler på etagerne. Der er skiltet med op- og nedgang i hver side ved trapperne, ligesom der naturligvis er håndsprit tilgængelig overalt samt en ”hygiejnestation”med både håndsprit og engangshandsker ved morgen- og frokostbuffeten.
Vi har ikke mulighed for på nuværende tidspunkt at aflyse konferencen og refundere deltagerbetalingen, da vi ifølge kontrakten skal melde afbud til Torvehallerne senest 60 dage før arrangementet.
Derfor har vi desværre heller ikke mulighed for at refundere din betaling, hvis fx din kommune træffer beslutning om, at medarbejderne ikke må tage afsted til konferencen. Vi er imidlertid ved at undersøge muligheden for livestreame fra konferencen som kompensation.
Vi skal passe godt på hinanden i Vejle. Musik og dans torsdag aften udgår naturligvis, og lige nu arbejder vi på at stable et hyggeligt og sikkert alternativ på benene.
På gensyn i Vejle.