Handicapkonventionen

FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap

FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap tager udgangspunkt i, at mennesker med alvorlige psykiske problemer har haft svært ved at få tilgodeset deres grundlæggende menneskerettigheder på en række områder. Den konstaterer, at det ikke er selve funktionsnedsættelsen, der er det afgørende problem, men derimod udelukkelsen af mennesker fra at tage del i samfundet på lige vilkår.

Implementeringen af Konventionen skal i særlig grad have fokus på:

  • Respekt for forskellighed og accept af borgere med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden
  • Respekt for borgernes naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder friheden til at træffe egne valg
  • Ikke-diskriminerende tiltag
  • Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet
  • Lige muligheder
  • Tilgængelighed
  • Ligestilling mellem mænd og kvinder

Medarbejdere i de psykosociale indsatser bør aktivt arbejde for en fuldstændig implementering af FN’s Handicapkonvention. Herunder de i Konventionen nævnte rettigheder til bolig, uddannelse og arbejde, netværk og et anstændigt forsørgelsesgrundlag:

  • Et bredt samarbejde om flere forandringer i det miljø, borgeren færdes i – frem for ensidige krav om en anderledes adfærd hos borgeren
  • Oplysningskampagner og uddannelse, hvor der er fokus på rettigheder for mennesker med psykisk problemer og borgere som fortæller deres historier
  • Fortsat udvikling af en bred vifte af tilbud til mennesker med psykiske problemer, herunder muligheder for støtte til at opretholde en selvstændig bolig
  • Udvikling af støtteordninger, der sigter på inklusion, for eksempel mentor i relation til arbejde og beskæftigelse, støttekontaktperson i relation til bolig og fritid eller særlig støtteperson i relation til uddannelse
  • Etablering af tværsektorielle jobteams i kommunerne, der danner partnerskaber med erhvervslivet og beskæftiger medarbejdere med brugererfaringer