fbpx

Mange gode intentioner om at sætte borgeren i centrum er hugget ud i politikker og forfremmet til organisationens øverste pejlemærker de senere år. Ofte er de svære at indfri, og når de er værst: varm luft fra en forvaltning, der endnu engang placerer sig selv i centrum af borgerens liv. Men lydhørhed og anerkendelse af borgerens stemme er mulig, insisterer en række borgere og fagfolk i et nyt temanummer af tidsskriftet Social Kritik.

Nr. 155 (november 2018) hedder ”Borgerens stemme som helende kraft” – med undertitlen ”Veje til magt over eget liv”. Redaktørerne, Jonas Gustafsson og Knud Ramian, har i to årtier beskæftiget sig med emnet og tidligere bl.a. publiceret Liv i fokus. Det sindslidende menneske i hverdagen (1998).

I anledning af den nye udgivelse har Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering stillet redaktørerne et par spørgsmål om de aktuelle bestræbelser.

Ude i den kommunale virkelighed er borgeren genstand for en social intervention, hvis mål ofte ikke er formuleret af borgeren selv, men af en sagsbehandler i myndighedsafdelingen. Hvilke muligheder har den enkelte medarbejder i praksisfeltet for alligevel at høre borgerens stemme – på tværs af systemets krav?

Jonas Gustafsson og Knud Ramian tilkendegiver:
Det er medarbejderens pligt at gøre myndigheden opmærksom på det, hvis der ikke længere er overensstemmelse mellem mål og planen. §140 i serviceloven er rigtig god at tage bogstaveligt. 

Knud Ramian

Der foregår en del processer i sagsbehandling i kommunerne, som ikke er ganske i overensstemmelse med tankegangen i lovgivningen – fordi borgerne ikke bliver hørt undervejs. Hvis ikke borgeren har et medejerskab til sin handleplan er det således en oplagt opgave for medarbejderen i praksis, at tage initiativ til en dialog og forhandling, der kan bygge bro mellem forvaltningens forventninger og realiteterne i hverdagen for borgeren og den indsats, som medarbejderen kan tilbyde. Den oplagte opgave stiller stigende krav til medarbejdernes kendskab til lovgivning og evne til faglige begrundelser for forslag om ændringer i formulerede mål i handleplaner, og forud at have sikret sig viden om borgerens egne forventninger, erfaringer, egenskaber og værdier.

Borgens stemme er en helende kraft, slår I fast. Omfatter denne heling andre end borgeren selv? Eller: Gælder den også den professionelle, eller sågar kommunen, demokratiet?

Knud Ramian:
Den helende kraft ligger i oplevelsen af at vide, hvad der er vigtigt i mit liv og at have magt nok over eget liv til at gøre noget ved det. Det hedder at skabe værditilvækst. Hvis det lykkes mennesker at få hjælp til at skabe værditilvækst, skaber det naturligvis også værditilvækst hos dem, der hjælper til. De professionelles bistand til borgernes recoveryrejse består jo netop i at  indtage en rolle, der aktivt støtter andres værditilvækst. Det er faktisk ret svært både at give den anden plads og samtidig finde måder til at udnytte den faglighed, man har med sig. Vi har et tiltrængt fokus på at skabe relationer, men faglighed er også viden og kunnen. Det er stadig vigtigt fx at kunne skaffe sig viden og kunne dele sin viden på måder, der opleves som hjælpsomt af borgeren. Det kan være om helt banale ting som kost, motion, paragraffer, stoffer og medicin. Kan vi ikke klare det, kan relationsarbejde ende i omsorgssvigt. Hvordan vi klarer den opgave, er vanskeligt og ikke særlig velbelyst. Recovery-skolerne er måske en vej.

Jonas Gustafsson:
Hvis omgivelserne i bred forstand i højere grad vil evne at holde fokus og nysgerrighed på, hvem borgeren er, ikke hvad borgeren er, vil det i sig selv kunne fremme en kultur, hvor borgerens stemme bliver hørt, jvf. artiklerne om Det Åbne Supervisionsrum, Livshistoriefortælling set indefra og Når diagnosesproget tager magten.

I har som redaktører valgt primært at fokusere på et ”opmuntrende” indhold og på håbet om, at mennesker med psykiske vanskeligheder ”kan finde veje til magten over eget liv”. Er de professionelle også blevet bedre til at understøtte håbet de senere år – og er deres rammer på vej til at blive bedre?

Jonas Gustafsson:

Jonas Gustafsson

Ja, de professionelle er blevet bedre til at understøtte håbet, jf. undervisning om recovery og Åbne Dialoger, men jeg synes også det fremgår af artiklerne i temanummeret, at det stiller væsentligt større krav til kompetencer og uddannelse, end man umiddelbart forestiller sig. Dette kompetenceløft kan det være svært for kommunerne at honorere under de givne økonomiske rammer. Risikoen er at de tre metoder, som Socialstyrelsen anbefaler i forhold til fremme af recoveryprocesser, nemlig Åben Dialog, FIT og livshistoriefortælling, ganske enkelt mister troværdighed, fordi man ikke har de rette forudsætninger og rammer for at praktisere metoderne, eller fordi man implementerer metoderne på områder, opgaver eller målgrupper, som disse ikke oprindelig er udviklet til. Et aktuelt eksempel er, at en evaluering af FIT i Københavns Kommune udført af VIVE viser, at metoden ikke har givet ekstra effekt på bostøttearbejdet. I det seneste satspuljeforlig fremgår, at man politisk vægter behovet for et væsentligt kompetenceløft i socialpsykiatrien.

Hvad drømmer I om, og hvad kendetegner et tilbud til mennesker med psykiske vanskeligheder, når det har hørt og integreret borgerens stemme?

Det er et tilbud, der tager udgangspunkt i, hvad borgerne selv siger: Hvad er vigtigt for dem, hvilke værdier, egenskaber og erfaringer er vigtige for dem? Giv borgerne tid, plads og ansvar. Uden at fortolke eller kategorisere. Og ikke mindst: Tro på, at personerne selv har nøglen til løsningen af egne problemer.

Lav værdibaserede, ikke regelbaserede tilbud, som ikke bare har tydelige rammer, men også et personale, der er meget tydelige i deres måde at forholde sig på og som evner, at reflektere over sig selv, egne handlinger og blinde pletter. Undgå at have dagsordener på borgernes vegne. Et vigtigt fokus er, hvad personalet stiller op med det, borgernes gør ved dem, pointerer Jonas Gustafsson.

Et værdibaseret tilbud forsøger at følge borgerens drømme og har organiseret sig, så fagfolkene får mulighed for sammen med borgeren at forfølge disse drømme. Det er ikke låst fast af standardtilbud på institutionen, men har ’frie’ ressourcer. Den aktuelle TV-serie på DR om en behandler, der har fået til opgave at få fire personer ud af kontanthjælp, er et smukt eksempel, slutter Knud Ramian.

Temanummeret af Social Kritik om ”Borgerens stemme som helende kraft” begynder følgerigtigt med to borgeres beretninger. Louise Dahl Wulff fortæller om sit liv som psykolog med psykisk sygdom:

Jeg tror, at min peer-baggrund har gjort det lettere for mig, end for det øvrige personale, at blive set som et medmenneske og få en mere ligeværdig samtale. For fordommene går begge veje. Borgere har også fordomme om hvordan personale er, og de fordomme bliver udfordret i mødet med en som mig, der er både-og.

Og Pernille Ernst Petersen fortæller om den svære kamp for at spytte et internaliseret diagnosesprog ud – og konkret at finde sin egen stemme, sine egne ord for det, der har ramt hende. Det er værdifulde bidrag, alle, ikke mindst fagfolk har gavn af at læse.

Anden del af temanummeret handler om ”At skabe en ny kultur”. Jonas Gustafsson lægger ud med en grundig behandling af ”Det åbne supervisionsrum”. Hvad skal der til for at supervisionen kan give ordet til borgeren – og ophøre med at være et rum, hvor personalet taler om borgeren. Herefter fremstiller Esper Sørensen implementering af Åben Dialog på Skiftesporet i Herning, og Allan Holmgren diskuterer magt i socialt arbejde ud fra et narrativt perspektiv.

Tredje og sidste del drøfter ”Valg og brug af metoder i hverdagen”. Eksempel: Hvad gør man som professionel, når man ikke forstår og ikke kan leve sig ind i borgerens situation? Det spørgsmål adresserer Marianne Træbing Secher bl.a. i en glimrende artikel om samtaleteknologier og fremhæver de professionelles accept af ikke-viden (om borgeren) som forudsætning for relationen og for borgerens mulighed for at være med sig selv.

Social Kritiks temanummer om ”Borgerens stemme om helende kraft” er hermed anbefalet til alle, der beskæftiger sig med recoveryorienterede prakisser.

JONAS GUSTAFSSON er privatpraktiserende psykolog i København. Aktiv i LIFO-netværket fra opstarten og temanummerets hovedredaktør. Skriv til Jonas Gustafsson. Besøg hjemmeside.

KNUD RAMIAN er pensioneret psykolog i Aarhus. Bl.a. tidligere leder af Center for Evaluering i Psykiatrien i Århus Amt. Tidligere aktiv i LIFO-netværket og med fra opstarten. Knud er æresmedlem af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering.

Bestil temanummeret ”Borgerens stemme som helende kraft” på Social Kritiks hjemmeside.

Se flyer om temanummeret.